Man skal kysse en masse ...

Egentlig behøver man slet ikke afslutte den sætning for at den giver mening, vel? :) Det er altid et godt råd, vil jeg mene, at man skal kysse en masse. Sådan helt generelt betragtet. Men i denne sammenhæng bliver den alligevel afsluttet med den gode gamle: "frøer, før man finder sin prins".

Har du kysset nogle frøer for nyligt? Eller right-out prinser?

Åh, ja, det er sådan det gerne måtte være: Masser af kys - med prinsen sans frø/ tudse!

Fordi OMG hvor jeg håber, dem, der skrev eventyrerne ikke mente det alvorligt. Jeg mener... de var vel sådan nogle kunstnertyper? Der sad på kolde loftskamre inde i København eller noget og skrev, og som i hvert fald ikke lå solbrune med enden i vejret, mens de lugede bede på deres landsted. Hvor de så med garanti var faldet over sådan en frø. Og blevet hurtigt enige med sig selv om at stryge den i eventyret og lige lempe et mere appetitligt dyr ind, som fx et rå-lam. Eller en lille kattekilling.

Denne tudse har i det mindste den formidlende detalje, at den er fyldt med ting, der glimter. Men stadig?? Fra style4you.com

Fordi nu har jeg så for første gang i mit liv set en levende tudse (jeg ved godt, de siger frøer i eventyrerne, men det bliver altid tegnet sådan en stor, grim, vortet satan, der næsten helt sikkert aldrig har været andet end Den Almindelig Europæiske Tudse også kaldet Bufo Bufo - for reals). Og lad mig sige med det samme: Vi kommer ikke til at udveksle mundtlige tilnærmelser.

Hvilket i øvrigt også ville være giftigt, kunne jeg læse på nettet. Faktisk så giftigt, at dens sekret, når den bliver bange (det ville jeg også blive, hvis jeg var tudse og der kom en frisk ungmø med spids kyssemund), kan slå en mellemstor hund ihjel.

Den almindelige skrubtudse - helt kysseklar, hvis det var noget?

Men vi kan godt lide tudsen. For den spiser havens snegle. Der jo spiser min første voksne køkkenhave. Og vi kan lide den, selvom den er så f*** stor, jeg faktisk var ved at falde over den i tusmørket her til aften. Og nej, det er IKKE mig, der holder den herover. Vores forhold bliver nok af den mere afstandsbetonede slags. Godt nok skal man (=jeg) udfordre det, jeg er bange for. Men lige nu er natligt møde RIGELIGT på den konto.

Men altså. Morale = Skrubtudsen spiser snegle og snegleæg - og jo så også de væmmelige dræbersnegle. Så ikke noget med at Thule-tvangsforflytte kræet, selvom den skræmmer livet af standhaftige kvinder, når den springer med sin krop på størrelse med en lille hund.

Hvilke dyr kan få dig til at hoppe? Er der nogle, du er direkte bange for?

Håber ikke, jeg har skræmt dig helt fra dit næste møde med naturen (det billige skidt, som den kloge Marie engang sagde, så på nogle punkter infamt rammende :)

And the winner is....

Verdens skønneste sko! Som man altså MÅ have herude - perfekte til at hente post i, gå på det lille hus i, hænge vasketøj ud i.

Jeg fandt vinderparret her helt tilfældigt i et gammelt Isabella Smith-blad, som forrige beboer hernede havde efterladt (ethvert sommerhus eller hus med sommerhus-tendenser på hyggeplanet skal helst have stakkevis af blade).

Mailede straks til firmaet, der egentlig kun sælger til butikker - men håbede, de så kunne henvise mig til en butik måske. Fik sød mail tilbage, der var stadig få på lager (og kun i den hvide - ellers havde jeg nok valgt noget mere jord-venligt alligevel), og kvinden, der ejer foretagendet ville gerne sende mig et par til 350,- + porto. Fundet til de penge, jeg slog til på stedet.

Måske vil de også sende et par til dig? Eller måske kan din lokale indretnings-designs-pusher bestille dem hjem?

Hør dem ad hos Osv Denmark

Og nu vil jeg ud og trampe rundt i haven!

Mus og muldvarp

Tuer fra mit første møde med en muldvarp. Den til højre var nok mere et muldvarpePALADS, end en egentlig tue, usandsynligt stor. Min nabo mente, det var dér, den tænkte at få sine unger. Ååååååh, nej, flere muldvarper??

Hold nu op, der er sket meget på det sidste!

På listen over vilde og mindblowing og måske endda personligt udviklende ting, må denne stå som en absolut topscorer: Jeg har fanget en muldvarp. Og det var altså ikke nemt. Ikke at det var svært på den praktiske måde - det var det også - men det var nu mere den følelsesmæssige, jeg tænker på her. For når man er opvokset og har boet hele sit liv i en by, er man ikke vant til at håndtere døde dyr andet end som pakker af fredagsbøffer nede fra slagteren i den lokale Brugs. Men man er slet ikke vant til at forholde sig til, at det er én selv, der muligvis skal slå dette dyr ihjel...

Så først prøvede jeg ALLE de gode råd, man ellers kan få.

1: Først kom hjortetaksolien - en olie, der flyder tykt som tjære, og som lugter fuldstændigt horribelt, hvilket skulle være det, der gjorde tricket: lugten. Fordi de små muldvarpe med de meget små øjne til gengæld har yderst velfungerende næsefærdigheder. Problemet var, at alle os med fuldstændigt gennemsnitlige menneskenæser også var ved at flygte af gårde ved dén lugt (der desuden satte sig i ALT, selv det tøj, man havde på, da man hældte skidtet varpenes huller). Plus at dyret var udpræget ligeglad.

2: Luft i gangene - havde hørt, de små heller ikke kunne lide frisk luft i deres underjordiske vietkong-system. Så alle tuer blev fjernet og hullet ind til gangene blotlagt. Det gjorde, at græsset omkring de forholdsvis små indgangshuller ikke døde helt under dyngerne af jord. Men den snedige fætter gravede da bare nogle nye et andet sted.

3: Forhandling: Det var min søde nabos forslag, det virkede for hendes myrer, fortalte hun. Altså at snakke med dem om det. Ikke med min stædige muldvarp.

4: Hvidløg. Skulle være samme princip som hjortetaksolien.

5: Saksen. Den gode Martin, der boede her før, kom på besøg. Og han viste mig, hvordan man sætter en saks. Der var jeg nået til det niveau, der hed: "Okay, jeg bøjer mig for livet på landet, hvor dyr nogle gange desværre må afgå ved en for tidlig død". Det virkede heller ikke!!! Havde to styk i to tuer. Sat efter alle kunstens regler afsprittede og med handsker på (ikke Martins, og han havde fanget flere muldvarpe selvom de måske kunne lugte mennesket bag). Det var først da jeg fandt en tue, der var præcis mellem to andre og dermed gennemgangstue, gravede ned til plan grund i gangen og satte fælden vandret, at der var bid. Fandt senere ud af, det er fordi, at fælden kan udløses af den jord, muldvarpen skubber op gennem sin gang, i stedet af muldvarpen selv, hvis man sætter saksen skråt i tuens gang mod overfladen. Mens der kun vandrer en muldvarp (og ikke kilovis af jord)  igennem, hvis saksen er hele vejen nede i dens gangsystem.

Jeg var ellers ved at bevæge mig til 6: Kærnemælk, som jeg ikke ved, hvorfor skulle virke, men havde observeret at muldvarpen på stedet stoppede sin aktivitet, når den fik det i hovedet (de to gange jeg f*** kunne stå på terrassen og fysisk SE, at den s**** muldvarp skubbede jord op af min plæne!!). Men da jeg med opgivende suk tog fat i fælden for at hive den op og droppe den strategi til fordel for kærnemælken, sad en lille, sort, pelset ting mellem dens tænger, meget, meget død.

Pyh. Jeg havde det så dårligt med at have ansvaret for, at den måtte herfra. Men har gjort min fred med, at det er vilkårerne. Og den fik en fin begravelse.

Så nu har jeg to store døde mus og en lille død muldvarp på samvittigheden. Sjovt nok var de cirka samme størrelse, musene og muldvarpen.

Men den, der sprang fra min seng, var en mindre mus. Mere om det senere!!

Bonderøv

er man, hvis man har negle, der aldrig når en habil længde mere? Hvis man har hård hud inde midt på håndfladen(!)?, hvis man faktisk har fundet sig de perfekte træsko og ELSKER dem (!!)?, hvis man har så meget mudder på de ellers meget by-agtige gummistøvler (de er i sølv), at man faktisk ikke magter at have dem på inde i byen længere, fordi det er lidt pinligt, man er SÅ beskidt, og det ville være for fjollet at vaske dem rene (der er dog gummistøvler, beregnet til udenfor og regn og dermed pløre)?

I så fald nærmer jeg mig med stormskridt, for jeg har i hvert fald alle ovenstående ting. Men hold nu op, hvor er der stadig langt til, jeg når Den Originale Bonderøv (nu på moderkanalen DR1) til støvleskafterne (tror ikke rigtigt på, Frank Erichsen bruger sokkeholdere. Når han nu er så gennemført, han rent faktisk bruger halm i sine træsko. Som isolering. Det er fandme sejt!).

Jeg har så meget respekt for den mand. 27 år og stålsat på at følge sin helt egen idé om verden. I en tid, der ellers i dén grad går den modsatte vej. Denne måned er han på forsiden af Ud&Se (hvor han på kæk vis får sneget lidt Morten Korchsk trillen rundt i høet ind over med sit brede smil og halm i mundvigen - men det er måske bare i min optik. Nu er der jo lissom heller ikke en mand på min gård, plus at min første store kærlighed faktisk gik jævnligt i præcis de trøjer som Bonderøven bruger, så jeg er muligvis biased på det punkt!)

Nå, men interviewet med manden er skidegodt - og fik mig sådan til at tænke på det selvforsynende, som jeg jo også altid har drømt om. Måske ikke i Frank Erichsens målestok med køer og heste osv. Men dog grøntsager af egen avl og syltetøj af egen gryde. Hjemmet som omdrejningspunkt. At sætte en ære i at kunne tingene selv - og gøre dem godt.

Om det så er realistisk nu, hvor jeg må tage hensyn til, at min krop fungerer på lavt blus, ved jeg ikke. Det må tiden vise. Men jeg er i hvert fald om muligt endnu mere glad for, jeg tog springet herned efter jeg havde læst interviewet - for om ikke andet, så prøver jeg. Tager drømmen alvorligt. Og GØR det. Og det føles altså virkeligt, virkeligt godt.

Inge Vincents og lysposerne

Inge Vincents er keramiker, og har til huse i Jægersborggade på Nørrebro. Hun laver de fineste ting (og det er jeg ikke den eneste, der synes, hun har fået en stor flok priser og er udstillet på Charlottenborg). Blandt andet noget, hun kalder "lysposer", som os, der har boet/ bor i Jægersborggade flittigt bruger som gode gaver til gode folk.

Og da jeg skulle flytte så langt væk fra den indre stenbro, synes jeg lidt, jeg fortjente sådan nogle gode gaver, for lissom at have lidt af byen med mig til mit nye hjem. Så jeg lavede min helt private Tour de Jægersborggade og fik mad fra Manfred's, kunst fra CNYK, shampoo fra My Favourite Things - og kaffe fra Coffee Collective fik jeg i fødselsdagsgave. Men jeg nåede ikke aldrig Inge Vincents og hendes lysposer. Og jeg nåede aldrig hendes nabo, den fine chokomand bag Ro Chokolade (hvor jeg til jul var nødt til at købe den samme julegave to gange, fordi jeg kom til at spise den første version selv - hovsa).

Nu har jeg endelig nået dem begge! Så den pose, jeg havde, ikke står alene mere - den har nu fået en ven med lidt mere bredde om maven. Og så var der i øvrigt frisklavede påske-æg inde hos Ro.

Det lille hus på landet - nu med fornyet chance for ikke at få land-kuller :)

Strikkeklub!!

Den allerførste dag, hvor man kunne sidde en HEL dag ude i haven faldt sidste lørdag, den 2. april. Meget heldigt faldt den sammen med visit fra storbyen - mine dejlige veninder + den enes to dejlige, dejlige børn. Vi skulle nemlig strikke, som vi gør sammen med jævne mellemrum. Og det skønne var ikke kun det (der er så rart på en ur-agtig måde, det med at sidde og frembringe noget sammen), men at børnene også blev helt opslugte af det med at sidde og nørkle. Smukke Sigrid frembragte den skønneste påskekylling, som jeg fik lov at beholde (tak :) den hænger i mit køkkenvindue og pynter), og Isak med de funky krøller syede simpelthen sting med fast hånd. Jeg var imponeret. Og blev ikke mindre glad, da det på voksensiden pludselig viste sig, at man sagtens kan kombinere strikning med indtag af alkoholiske væsker med bobler i :) Mhmnnn, sommer, jeg elsker dig allerede :)

Verdens skønneste strikkeklub i verdens skønneste have :)

Der grines (og det var endda FØR boblerne kom på bordet) :)

Der nørkles

Koncentration og lang tråd, det er vejen til en god kylling

Isak er lige begyndt i den lettere ende med en hat - dog i anstændig påske-gul

Søde Lene fra olgasoldeboern.dk har lige sendt mig et link på de her, når nu de ikke havde flere af de fede Marimekko træsko:

Og så fra Sverige! Contender to the crown of clogs :)

Absolut en mulighed

Træsko fra Marimekko! Superseje! Og superudsolgte i min størrelse... Fra www.olgasoldeboern.dk

Sejled i en træsko

Jagten fortsætter på den fede træsko. For jeg NÆGTER at gå i grimme ude-sko. Bare fordi man er flyttet på landet, behøver man ikke kaste al kvindelighed over bord! Samtidig med, det bare ikke er praktisk at gå i haven med pæne sko. Det skal kombineres skal det - og jagtsæsonen er i gang!

Kryb

WTF!! Faldt alt kryb herude i gryden med væksthormoner som børn??? Troede, jeg HAVDE set store edderkopper og tusindben, før jeg flyttede på landet. Dét havde jeg ikke. Og så er det, man hurtigt oppe i sit hoved liiiige gennemgår sit rationale omkring at flytte ad helvede til ud i naturen ALENE uden friske nabo-drenge til at komme ilende og redde én. For helt ærligt??? Edderkopper på størrelse med ens håndflade?? Og ja, rigtigt læst edderkoppeR. Som i FLERTAL!!! Så lige som man havde skreget af sine lungers fulde kraft, bedt til højere magter for styrke, taget sig grundigt sammen og slået én ihjel (med løvriven for det var det nærmeste med et meget langt skaft :) Opfulgt af dask med dameblad til den var helt, helt død). SÅ VAR DER DA BARE ÉN MERE! FUCK!!! Jeg vil ha´en mand. NU. Og hvis det ikke lige var på lager, så vil jeg ha' en aftale med krybet om, at så længe de ikke kan finde ud af at brygge kaffe og bage boller, så er det MIG, der bor indenfor, og de bor udenfor. Hvis de gerne vil leve. Ta´den, kryb!
PS: Sov med alt lys tændt den nat. Ku' ikke rumme at lukke øjnene, hvis nu der i det sekund firede sig en ottebenet motherfucker ned fra loftet. Ikke at jeg tror, de kom fra loftet - nok nærmere fra brændestakken, hvor jeg nu er nået ind til det inderste lag, hvor jeg har mistanke om, de har ligget og vokset sig nogle brede skuldre og fede lår til. Ikke at det dog er helt skørt med sengen. Den anden dag var der et gigantisk tusindben i den - materialiseet ud af det blå, mens jeg lå og læste. Og da jeg slog dynen til side i morges, løb der faktisk en lille edderkop væk med lyn-fart... Åh, natur.... UDENFOR, please!!!

Hvad laver rådyr egentlig om natten? Ja, sover, håber jeg da! Men hvordan - og hvor?? Sover de i deres store flok eller hver for sig og længe om morgenen eller vågner de hvert femte minut og skal op og tisse? Må deres børn mon sove i far og mors seng?

Og Fasanen Basse

Jeg havde hemmeligt drømt om, jeg var den slags menneske, som ville blive adopteret af en kat. havde hørt historierne om folk, der lige pludselig havde en ekstra mund at mætte i husstanden, fordi en lille, smuk (renlig, vaccineret og steriliseret) hun-kat bare var nødt til at bo sammen med dem. Det lød så skønt, at blive tilvalgt på den måde.

Mjae. Den eneste kat, der har været tæt på, er godt nok også fin. Men hun (/han) har holdt sig til bare at markere området med rejst bagparti og andre ting, jeg egentlig ikke behøver vide mere om.

Til gengæld har jeg fået en fast fasan. Jeg kalder ham Basse. Han har fuldstændigt indtaget haven og spankulerer rundt på daglig patrulje. Nogle gange skræpper han op, og så kommer to-tre unge hanner fluks spænende til hans side med andægtigt bøjede hoveder. Jeg har besluttet, han nok er lidt ældre, end de er. Ellers er det næsten synd med det øje. Og hans korpus.

Til gengæld lader det til at virke på damerne, det med at fylde lidt i landskabet og føre sig frem med passende pondus - dem har han nemlig også en mindre flok af. Som kommer, når han kalder. Og han har førsteret til maden (Basse kan godt li' mit gamle rugbrød. Men nu er det selvfølgelig også specialimporteret fra Emmery's, så det manglede da bare!!)

Det var ikke en del af det oprindelige drømme-scenarie for mit romantiske liv på landet. Men det er det, man skal lære: Man skal bare være åben for tilfældet, så sker der skønne ting, man slet ikke havde fantasi til at forestille sig. Som at blive adopteret - ikke af en kælen kat, men af en meget vigtig fasan.

De Punktlige Rådyr

Når man hele sin eksistens har befundet sig i friserede parcelhus-haver eller i lejligheder med max en vindues-karms-køkkenhave, så var det altså fuldstændigt MINDBLOWING at opdage de to-tre Bambi-nuttede rådyr, der med sky blikke græssede rundt på marken udfor mit køkkenvindue.

Så opdagede jeg, de også kom hele vejen ind i min have! I baghaven - en morgen efter en nat, hvor jeg var skidesur, fordi jeg ikke ku´ sove, så stod de pludselig der, en meter fra mig med kun en rude i mellem. Nåååååååh :) Det og så en stor kop hjemmelavet latte med bønner fra Coffee Collective i Jægersborggade (tak fra hjertet, Marie) hjalp i den grad på humøret :)

Og det blev de så ved med, ufatteligt punktligt, over så mange dage, at det blev ren rutine bare at hæve hovedet fra hvad man end var i gang med, nikkede pænt goddag, og fortsatte sin egen aktivitet.

Og nu har de sørme fået venner, de søde små. En flok på OTTE styk nussede rundt derude på marken i går ved skumringstid! Der blev jeg så pludselig nervøs for, hvordan mine små nye skud skal overleve foråret, hvis sådan en kæmpeflok beslutter sig for, de æææælsker spæd spinat?? Jeg ved jo allerede fra både de tidligere beboere i Idyllen + fra min 70-årige nabo (der jo er lidt af en autoritet på området, nu hun er født og opvokset i det hus, hun stadig bor i), at de fine dyr er vilde med roser - dem kan man glemme alt om, med mindre man anlægger et kæmpehegn.

Og det hjælper ikke engang nødvendigvis - fruen fortalte i hvert fald en historie om en ligeså stor flok, som engang i fuld galop satte over hendes hæk for at sætte hendes roser (eller var det køkkenhaven?) til livs. Så stod hun der! Med sin - indhegnede - have stopfyldt af rådyr. Som hun selvfølgelig begyndte at smide ting efter, så de kunne rubbe sig ud igen. Og med ting mener jeg sko. Hendes. Hans. Børnenes. Dyrene var da ligeglade. Eller meget sultne. Prøv lige at forestille dig et lignende scenarie inde i København?? Inde i en af de fine haver foran de søde huse ved Carlsberg?? Hæhæ, de skulle stå meget tæt i så fald, de gode dyrekøller! Hmnn, mon man kunne opdrage dem til i det mindste så at luge lidt, hvis de alligevel skal have næsen ned i ens nyplantede afgrøder??

Novicen og Haven

Når man får sin første have, dukker der mange spørgsmål op, man aldrig før har overvejet så meget som eksistensen af: Hvordan holder en græsplæne sig egentlig grøn (og ikke vissen-gul)? Hvor kom de der bare stykker fra? Fuck, det skal jo klippes?! Hov, var der ikke noget med,at alt det der, man så klipper af, også skal rives sammen eller hvad? Det MÅ da kunne gøres smartere??

Og som svarene på alle de spørgsmål langsomt manifesterer sig, finder man ud af, man er en type. En have-type. Måske er man typen, der vil have en vild skov-agtig have med laaaang græs på plænen (og evt en fritgående ged til at "slå" den naturligt), måske er man den meget ordentlige med en tætklippet og grundigt gødet golfbane-pæn plæne?

Måske hader man stykkerne med mos, måske synes man de egentlig er pæne? Måske elsker man det lange græs ved plænens kant, måske skal det bare af pronto med ens seje kant-saks?

Og måske er man bare så vild med endelig at have grønt udenfor vinduerne, at man er det hele på én gang og mere til, fordi man som en syv-årig med fripas i biografens slikafdeling vil prøve DET HELE!

Jeg har fundet ud af, jeg er typen, der 1) er helt oppe at køre over, jeg skal have en græsslåmaskine, fordi jeg har en ting med grej, og fordi piger ikke måtte slå græs, der hvor jeg kommer fra. Så NU skal der bare høvles noget grønt med en ordentlig trucker-ting med stor motor!! 2) typen, der samtidig elsker alt, der giver naturen, hvad naturens er - og derfor faktisk har forelsket mig fuldstændigt i det her koncept: Den Spiselige Plæne fra Urtegartneriet.

Og så har jeg jo fundet ud af, at der simpelthen er delte meninger om ALT i en have. Fx det græs, man klipper med sin store truckermaskine. Skal det blive liggende? Skal det samles op? Hvad skal der ske med det, hvis det samles op?

Hvis det får lov at blive liggende, er det nemlig med til at give næring tilbage til jorden. Og det er især godt, hvis man klipper ofte. Strås længde ovenfor jorden passer nemlig sammen med deres rødders længde under jorden - korte strå, korte rødder. Og korte rødder får ikke så godt fat, og så kan mosset hurtigt få overtaget og skubbe de halvstærke græsrødder lidt af banen, så den plæne har brug for støtten i ekstra gødnings-hjælp. Men de fleste, der gerne vil have den tætklippede plæne, vil sjældent acceptere banerne af afklippet græs på den. Så de har en OPSAMLER på maskinen. Og kører afsted med græsset i traileren hver søndag til sommer.

Vi andre, der lader græsset få lidt mere længde har ikke det problem, for der når græsset at vokse sig stærkt med længere rødder. Ikke at jeg har et problem med det mos, der ellers trænger sig på - jeg synes faktisk, det er ret hyggeligt. Men jeg gider heller ikke have baner af langt vissent græs, der kan stakkes på min sommerplæne. Og så kommer KOMPOSTEN ind i billedet - der skal mit græs nemlig hen. Mere om det en anden gang - det er nemlig et kapitel for sig selv (faktisk har jeg en hel bog om emnet!)

Så. Novicen har fundet sin haveidentitet. Jeg mix-typen, den øko-agtige, med en bredskuldret trang til grej. Og jeg glæder mig så meget til at få min allerførste plæneklipper, som jeg jo har en piget drøm om at spraymale pink :) Og så glæder jeg mig så utroligt meget til at så kamille og andet fint i min allerførste plæne :)

Præstø III

Præstø II

Præstø

På tur

Nærmeste "rigtige" by hernede hedder Præstø. Og det er her, jeg vil gå til erkendelse og blankt indrømme (med fare for at vinde prisen for Årets Største Fjols til Geografi), at jeg et lille stykke tid faktisk regnede med, det så var en ø. Det var det måske engang; Præstens Ø. Men nu ER det altså en by på aldeles fast fastland. 

En fin én til gengæld. For Præstø bliver til en rigtig sommerby, når solen skinner. Komplet med dejlige caféer, havudsigt, gamle pakhuse på havnen. Og en fiskemand :)

Resten af byen var ikke rigtigt vågnet af dvalen, da jeg besluttede mig for at opdage mit nabolag. Men dét var fiskemanden. Eller "Fiskepigen", som butikken egentlig hedder. Da jeg kom ind stod en højlydt begejstret ung fyr i køen foran mig; han havde lige fået en levende gedde med i posen, som han skulle ordne med sine to små drenge. Levende, for fiskemanden havde sgu selv lige hevet den op af fjorden!! Det kalder jeg frisk fisk!

Jeg fik ikke lov at forlade domicilet inden jeg havde smagt fiskemandens hummersuppe og hørt om de sejeste røgeovne fra 1940 i baglokalet. Og så kunne jeg jo ikke nære mig for at få et resultat af røgeovnene med hjem; tranebær-røget laks. Og frisk stenbiderrogn. Og friske torskerognsbukser. Og selvfølgelig en flok af de fiske-dunser som fruen i butikken lige havde lavet (dampende varme) med remo.

Jeg vil BO på havnen til sommer!

Træk - på en HELT anden måde end i byen!

Her har det nemlig intet at gøre med fliser og meget korte nederdele. Men med vaskeægte SVANER, der glider hen over himlen i ren Nils Holgersen-facon på vej mod broderlandet. Hele fem styk! Med en stakkels lille én i bagtroppen, der så ud som om den halsede (det kan man vel godt, når man er svane? Den lange én skal vel bruges til noget fornuftigt??) efter de andre med dobbelt så mange bask som de. Fik faktisk helt ondt af den - de kunne da godt vente lidt! Men det er måske ikke comme il faut for svaner? Og nu skrev jeg, at de nærmest svævede over himlen. Det er måske så meget sagt. For sådan nogle massive vingefang larmer faktisk en del. Hvem skulle have troet det? De ser så fine og yndefulde ud, når de bare sådan padler stille rundt inde i Søerne. Men i fri flugt lyder det nærmest som en motor i tomgang, meget rytmisk. Men dog stadig smukt, som kun svaner kan arrangere det. Det kan da kun være et forårstegn af de helt store :)

Stil!

Ja, ja, ja - now we're talking! Det er træsko, der nærmer sig noget, jeg kan forstå! Ingen hæl-kap her, men en rigtig hot hæl. Og så fra Scholl?? Ikke dumt, slet ikke dumt.

Grænsegænger

På en måde nærmest poetisk: vandre mellem grænser - grænser for hvad? Drømme og vågen, rigtigt og forkert, accepteret og ikke-accepteret. Og så på den landlige måde helt og aldeles nede på jorden og konkret: Zonegrænser!!

Man kan nemlig ikke køre herfra og hele vejen ind til København uden at løbe ind i massive problemer, fordi vi på et tidspunkt passerer den magiske grænse, der markerer den sydsjællandske og den københavnske kollektive trafiks områder. Og zoner. Jeg har efterhånden kørt turen cirka ti gange. Og hver gang har jeg fået en ny pris for turen (alt fra 16 - 68 kroner - seriously?!) og forklaringer på dobbeltzoner, værdikort, klippekort der ikke gælder og - grænsen.

Og en dag, hvor lyset spillede særligt smukt over det frostbidte land, og jeg var laaangt væk i drømme, slog det mig, hvor sigende det egentlig var for hele denne rejse; Jeg bevæger mig over grænser.

Bogstaveligt talt hver gang jeg tager bussen og bevæger mig fra land til by og tilbage. Men ligeså meget mentalt, når jeg tager samme tur. Og i det større perspektiv, når jeg i den grad har taget et andet valg end mine jævnaldrende ved at tage dette store spring og bosætte mig så langt fra adgangen til den by, jeg elsker så meget, som de.

I Grønland findes et fænomen, der hedder en fjeldgænger. Det kaldte man de mennesker, der nogle gange fik nok og gik i fjeldet - og aldrig kom tilbage (og som muligvis begik selvmord). De blev til en slags overnaturlige troldmestre, der kunne flyve og nedkalde forbandelser, og som man skulle holde sig gode venner med, ved at sætte mad ud til dem. Måske en grænsegænger tæller i samme kategori? Men med den vigtige forskel, at man faktisk vender tilbage hele tiden og deltager i by-livets fællesskabets? Og som IKKE begår selvmord, såklart, på andre måder end muligvis den by-sociale!

I så fald er jeg det gerne, grænsegænger. Og egentlig synes jeg, det i den grad er udtryk for et overskuds-valg: Jeg får faktisk det allerbedste fra begge verdener. Når jeg altså lige har fundet ud af, hvordan jeg fikser det med at gå på listig bar i byen og komme hjem bagefter.

Okay, så

Nå. Må blankt erkende, at en lille (OKAY SÅ: STOR!!) del af mig blev ramt af misundelse og rendyrket længsel, da veninde i går nævnte, hun skulle på bar. Jeg havde ingen anelse om, hvad det var for en bar, havde aldrig hørt om den. Og det dur ikke for mig, også selvom jeg bor så langt fra bar-land, man kan komme. Så den blev fluks tjekket efter på Politiken i dag. Og det var så her et skælmsk lille grønhovedet monster begyndte at gnække. For FOX hvor så det fedt ud og lød det skønt. Intens trang til nylons, fiks kjole, bobbet hår og ordnede negle væltede ind over mig. Tanker om vellavede cocktails, siddeplads i baren, uskyldig flirten, at blive lige en lille smule bedugget på den boblende champagne-agtige måde. Og så realiteten: Hvordan var det så lige, jeg skulle komme hjem fra den fest?? Jeg er simpelthen nødt til at finde en holdbar måde at blive i byen på - landliv HELT uden fest i byen. Dét holder sgu ikke!!

Ups!

Der var lige et lillebitte slip på en måned, siden sidste indlæg. Og der ville jeg ønske, jeg ku' sige, der alligevel ikke var sket noget, der var værd at skrive om - men så ville jeg lyve. Og det er ikke fedt at gå rundt med en sort streg i panden (omend jeg blankt må indrømme, det faktisk ER sket, helt konkret sort-streg-i-pande hernede. Man skal passe på med at børste hår væk fra ansigtet, når man pusler med brændeovnen, kan jeg så afsløre).

Nå. Men. Forklaring: Først var her jo ikke noget net (krise). Nogen havde simpelthen klippet ledningen (gyserfilm på mit indre biograflærred). Men jeg skrev flittigt alligevel. For det var jo de allerførste dage i Idyllen, og der var så mange tanker. Så dem smider jeg på efter dette indlæg.

Men det varede jo ikke en hel måned - trods alt. Efter nettet kom op igen, blev jeg vist bare grebet af Den Uendelige Bøtte Polyfillas Fortryllelse, som simpelthen var umulig at rive sig løs af (hvem der bare havde en prins, der kunne komme og kysse én fri, selvom man var helt plettet af Polyfilla!! Hov, hov, der var ingen, der her tænkte, jeg måske mere var Heksen i Pandekagehuset end Prinsessen, vel??!)

Nu har jeg så fået fyldt de værste slugter og raviner i vægge og loft, så min hjerne ikke sprinter rundt i non-stop muse-panik. Så NU kan I mageligt læne jer tilbage og nyde turen på landet, for jeres vedkommende uden mus og andet kryb, men altså også uden knitrende brændeovnsild, siger jeg bare :)

Velkommen tilbage!

Solen går ned den første dag

Kan ikke fatte det. Jeg er i hus?! Alle andre er trillet op ad bakken og væk ad den ikke-asfalterede grusvej. Nu er det bare mig og et kæmpehus, kæmpehave, kæmpenatur, kæmpetilværelse på landet. F***, hvor er det egentligt vildt!

Se selv!!

Her er jeg!! Den nye frue på gården på indflytningsdagen den 12. februar 2011 :)

Her er de eneste billeder fra Den Store Flyttedag (som skønne Maria tog). Er SÅ træt af, jeg ikke lige havde mentalt overskud til præcis den del af flytningen - mit fokus var helt og aldeles på, om alle var glade og tilfredse, og på at flytte-delen forløb velorganiseret og smooth. Men er rigtigt glad for, der var nogle, der også trykkede på kameraknapper :)

Marias bror, Lærke, mig (i total autentisk bonderøvs-positur)
med det arbejdende folk i baggrunden

Mig, den gode Carsten, den fine Dorthe, Martins far.

Sidste aften i Gaden II

Og her er så nogle af dem, jeg ærgrer mig over, jeg missede:

Keramiker Inge Vincents, hvor jeg havde håbet at nå at købe en makker til den smukke ting, jeg har, til fyrfadslys.

Og

Den FANTASTISKE Ro Chokolade, hvor der laves så sublimt skønne stykker fyldte lækkerier, at de julegaver, jeg købte derinde, aldrig nåede frem, fordi jeg kom til at spise dem selv. Ups.


Og så bare gade. Savne. Og en cool bil, som faktisk for mig lidt er symbol for Gaden; Ramponeret, men rå.

Sidste aften i Gaden

Fredag den 11. februar 2011 = Min sidste aften i byen. Var nødt til at foretage mig en Tour de Jægersborggade for at sige farvel. 

Det var en mærkelig blanding af udtalt vemod og kriblende spænding i maven. Jeg havde håbet på at nå forbi næsten alle gadens fantastiske butikker men nåede kun disse to:

Cmyk kld, hvor jeg fik dette smukke lille billede med mig. Synes sådan, det fanger det, jeg gerne vil dernede, nemlig slappe heeeelt af.

Og så Manfred's. Mhmnnn.

Syret

Sådan føles det, at jeg lige om lidt er på vej. Til et kæmpestort spring i livsstil. Fra by til land.

Det føles næsten som om Gaden siger farvel; Den har opført sig yderst eksemplarisk de seneste dage. Ikke en lyd fra naboen, hans overbo & hans underbo. Eller fra mine for den sags skyld. Kun meget lidt natte-råben fra fulde fest-folk.

Og jeg har sagt farvel til Gaden. Tog i går for Meyer (brunsviger og københavnerbirkes, der var ikke flere snurrer), SNYK (det fineste lille billede, der siger det hele), ville have rundet Inge Vincents (keramik) Udyrets Hule (kunst&grafik), Bakkelit-manden (de fineste gamle ting - fx en hånd i træ, jeg har længtes efter) og Ruben&Bobby (baglokale-frisører). Nåede til gengæld ned til Manfred's efter farvel-aftensmad :) Mhmn, langtidsstegt svinenakke med honning ristede persillerødder og cremet perlespelt med kørvel.


Heldigvis løber butikkerne ingen vegne, og jeg må gerne komme på besøg, har jeg hørt :)

Ready - steady - GO!

har vasket tæpper, puder, tøj, uldtrøjer. Har pudset alt, der pudset kunne. Har vasket ALT service op. Gjort samtlige billeder i rammer og bag glas rene. Puttet hele mit hjem bag tommetykke plastikposer og knapt så tykke billig-kasser fra Røverkøb. Alle med fine små sedler/ store fede sprittusch-linier, der afslører indholdet (ja, ja, du griner. Men om et par måneder, når det stadig ikke er pakket ud, er det SÅ meget nemmere at finde den sovseskål fra Tante Oda, der kommer spontant til kaffe). Sat resten på dba (god idé, Andreas, takker - og sælger stadig køleskab+komfur - anyone??). Skrevet en kvart milliard flyttekort (Post Danmarks gode Flyttemappe, som ellers har været på min faste flytte-to-do liste er droppet!! Nu kan man selv klare skærene på nettet! Men hvad nu hvis man var afhængig af deres gode huskeliste og glæden ved at have alt samlet i en lille, rød folder?? Heldigvis havde de en håndfuld old-fashioned flyttekort til liste-nostalgikere som mig). Meldt mig til el (hvor man interessant nok skulle oplyse kundenummer for at kunne melde sig til. Hmn, mon jeg har sådan et, hvis jeg ikke er kunde endnu???) og internet (hvor der til gengæld var kampagne - jatak, trådløst liv på nettet) det nye sted. Og gjort klar til framelding på det gamle sted. Har bundet bånd om alt, det ellers kunne springe op af sig selv. Har puttet alle skruer og søm i små poser og tapet dem til, hvor de hører hjemme. Har skruet ting ud af vægge og fyldt huller med Polyfilla og malet. Cyklen er blevet repareret (anbefaler hermed ElHassan på Nørrebrogade - under halv pris af Jupiter Cykler lidt længere oppe ad gaden - fjolser). Tøj er blevet repareret. Har slæbt flyttekasser, bobleplast, Silvan-grej, ting, der bliver svære at fragte hjem til idyllen på cykel. Fikset flyttebil (tusind, tusind tak, Per) og flyttefolk (tak til jer, der vandrer trapper med mig i Kbh i dag - og glæd jer til bobler dernede til jer, der kommer med). Har spærret stykke af gade til flyttebil. Har forsøgt at finde nogen, der kan køre kæmpestor flyttebil for mig (nul søvn og kæmpetruck = ikke smart kombi). Har fået massivt stød. TO GANGE!!

Pyyyh, og nu kunne jeg så godt lægge mig ned og sove i fire uger. Nånej, for ***, nu skal der FLYTTES!

Hallo!!!

Er det der sne????

For Maria!

Well, she should be reading this in Danish in order to perfect her new mother-tongue. But my all-time favorite coffee-girl gets a break today :) As most of you are aware of, I am a devoted fan of the coffee (but really more the community-feel of) Ricco's. I loved it in Istedgade, I love it in Stefansgade (I'll love it in Køge :).

So obviously, I will miss the coffee and the hanging around at Ricco's. But even more, I will miss the great people behind the counter. Aka Maria!!

She is the sweet, intelligent, creative, inventive one, who has nicknamed me Cookie (and it's not - just - because I am so sweet). And we have had many a great talk at the late hours of the day. 

So, actually, I must admit, I felt really bad, when I went to Ricco's tonight to say good-bye. And even more when she told me, I was the second person today to do that!! Sorry, sorry, sorry! But I will make up for it this summer, I hope, when you come down to the Meant-for-Meditation House and de-stress. I'll reserve a lounge chair just for you under the apple tree :)

And to everybody else: If your in this neck of the woods, be sure to have a conversation with the girl at the coffee-maker. It will lift your spirits and make you smile for sure :)

Antropologisk-agtigt

Faldt lige over en flok rejse-blogs, der mindede mig om, hvor meget min tur på landet i den grad også er en rejse, sådan helt Livingstone opdagelsesrejse! Har fuldstændigt samme fornemmelse af udtalt nysgerrighed og spændt forventning, som da jeg sidst pakkede rygsækken og tog på langtur :) Ville bare ønske, man kunne købe en Lonely Planet Præstø eller Turen Går Til Landlivet!! Vent, det kan man jo, den hedder noget så eksotisk som Din Første Have :)

Når jeg engang er på plads og har fundet mig til rette og har fået en truck og en kæmpestor hund, skal den have de her halsbånd på fra SillyBuddy

Anti-dote

Nåja, havde glemt, jeg jo godt kendte medicinen mod den der paniske "jeg-når-det-ikke-men-jeg-VIL-have-der-er-styr-på-det-HELE!!"-pakke/flytte-syndrom. Nemlig den fantastiske Eckhart Tolle:

The heart of the universe does not have a particular location; it's not somewhere out there. It is concealed in every being.

Tager lige og pakker videre med et helt afslappet smil på læben i visheden om, at det hele jo bare er et fnug på tidens store uldtæppe :)

Liste III

Det kommer jeg SÅ meget til at savne:

De bedste venner og deres børn lige nede ad gaden
Flere bedste venner indenfor ultrakort cykelafstand
At kunne møde de bedste venner til kaffe lige rundt om hjørnet
Kaffe lige rundt om hjørnet
At kende dem bag disken, hvor der serveres kaffe lige rundt om hjørnet
Købe-mad
1/2 time hen til det fede yogasted (men jeg skal nok komme alligevel, jeg lover!!)
Potentialet for et aktivt liv med kunst og kultur
Spontan-pasning af de der dejlige børn

(men det skal altså siges, at jeg IKKE bakker ud af det job, bare på grund af sølle to timer hver vej. Jeg kommer, når du kalder, søde Josefine :) Og Marie. Og Samuel. Og Freya. Sigrid og Isak. Og alle andre, der måtte have behov for lege-tanten :)

Kanelsnurrer fra Monsieur Meyers nede ad gaden
Men nu mest alle de dejlige mennesker lige nede ad gaden og rundt om det næste hjørne. Kom på besøg hele tiden!!!

Liste II

Det kommer jeg IKKE til at savne:

Min nabos hang til 80'er musik
Hans overbos hang til Medina på repeat
Hans underbos konstante skænderier
Larm fra gård og gade, når jeg har brug for ro
Hundelorte midt på fortovet, når man træder ud af sin hoveddør (er tilhænger af det gode gamle mundheld, der faktisk er hængt op i gaden: Hund i snor, lort i pose)
Græsplæner oversået med folk om sommeren
At slæbe kilovis af tøj frem og tilbage fra vaskeriet 
Meget lidt altan/ eget grønt lille sted
Meget lidt himmel
Rigshospitalet og TV2s helikoptere
Den ellers fede genbo-musikbiks' hang til eksperimenterende jazz, som bare ikke harmonerer med rytmen i den lige så irriterende evige banken af min (lortede!) konstante hovedpine

Liste I

Gode ting ved at flytte på landet:

Jord under neglene
Ro!
Tid til projekter, der giver mening, som at male sine sprosse-vinduer
Vandreture i skoven lige ved siden af
Mulighed for selv at vælge, hvornår man er klar til lidt larm
Bålplads i haven (hvis jeg må bruge den, Lasse har allerede erklæret ejerskab) :)
Kende sine naboer og drikke kaffe med dem (sorry, Ricco!)
Jeg får min helt egen vaskemaskine (for første gang i mit gamle liv, det er jeg HELT oppe at køre over!!)
At kunne hænge ud med vennerne på en ny måde (hvilket de vil opdage, hvad betyder, når de sættes til at male omtalte sprossevinduer)
Leve sin drøm! I stedet for bare at drømme om den :)

Flytte-vejr

 

Pyyyyh, efter den fuldstændigt vilde storm den anden dag kunne man godt blive en anelse nervøs for vejrgudernes velvilje på den store flyttedag. Men det ser ud til at det i det mindste bliver sol :) Og virkeligt koldt! Skal vist lige have sat en ekstra tydelig seddel på den kasse, hvor de uldne sokker lander.

Syndrom??

Mon man kan lide af "Perfekt Flytte-syndrom"??? Mon man i så fald er smittet af en bakterie eller mon det er en lille obskur bid af ens dna-streng, der er defekt?? Og findes der en kur?

På den anden side er det måske et meget praktisk syndrom, hvis det nu skal være. Lige nu gad jeg dog godt lide af"Virkeligt Doven Og I Øvrigt Ligeglad For Jeg Betaler Mig Bare Fra Alt"-syndromet. Fatter simpelthen bare ikke, der kan blive ved med at være så meget at pakke, når jeg nu synes, jeg allerede har pakket så meget?!

For p... jeg håber, der er solid pay-off på lørdag, hvor det forhåbentlig viser sig (som det jo egentlig plejer) at pakke-manien gør flytte-delen så meget nemmere. Kære jer skønne flyttere! Hvis jeg glemmer at sige det på lørdag, så vil jeg lige her føre til protokols: I er de bedste!!!!

Og nu vil jeg så pakke en flyttekasse mere.

Steiner og haven

Synes egentlig det er sjovt, at netop det år, hvor jeg endelig tog mod til mig og gik ind i Solhjulet - den fine butik med alle ting antroposofisk i Frederiksborggade, Kbh, er det år, jeg flytter til en egn, hvor det lader til antroposofien står utroligt stærkt.

Tog mod til mig, fordi jeg har (haft) en tendens til at tænke, at alt det, jeg virkelig gerne vil - alt, der virkelig ER mig - det må man ikke. Det er forkert og forbudt, man skal følge strømmen. Ikke at jeg har været god til det nogensinde. Men jeg har aldrig helt tilladt mig selv at tro på, det faktisk er ok. At jeg faktisk ikke behøver. At der ikke kommer et særligt hemmeligt regelrets-politi rendende med piftende politi-fløjter og arresterer mig, hvis jeg fx forvilder mig ind i en butik med Steiner-bøger på hylderne.

Eller kommer til at flytte på landet :)

Jeg gjorde begge dele i år - og februar er kun lige begyndt!! - og det skal fejres ved at gå hele vejen: Næste gang jeg er i butikken, må jeg høre, om de ikke har denne bog.

Det er Steiners egne ord om det antroposofiske dyrkningsideal. Det, vi kender som bio-dynamik i dag. Bare fordi jeg kan. Og rigtigt gerne må. 

Storm

Klokken er tre om natten, og jeg er blevet vækket af lydene af en storm (af orkan-styrke no less), der brager ned gennem gaden og rusker rundt med alt, der ikke står godt fast. Kan ikke helt lade være med at tænke på, hvordan det mon lyder i et meget gammelt hus med meget gamle ruder, der allerede er gået i stykker flere steder. Mon man skal have sådan nogle store træplader at sætte for sine ruder, som man har set i amerikanske film, når der er orkan derovre?

Hvordan mon man når frem til bussen mod byen, hvis det stormer sådan mange dage i træk?

Nej, jeg trækker ikke i land. Men hvis man ikke også giver plads til bekymringen og tanker om de dage, hvor der ikke kun er bonderoser og bindingsværksidyl, tror jeg absolut ikke, man skal overveje at flytte langt ud på landet!

Mus III

Måske fungerer min logik i virkeligheden sådan, at jeg tror, at hvis jeg tænker nok på tingen, INDEN jeg kommer ned i huset, så slipper jeg for at tænke mere på det nogensinde, når jeg er dernede. Og her er "tingen" så musene. I hvert fald tænker jeg en del over emnet - som jo faktisk kan vise sig, overhovedet ikke at være et problem. Eller måske ikke bliver det, fordi jeg tænker så meget over det??

Nåmen, sidst jeg var dernede, sagde den gode Jørn (som er ham, der står for administrationen), at han nok skulle kigge på de huller, der var i væggene. Og nu er jeg så spændt på, hvad det egentlig betød. Lapper han mon hullerne? I så fald hvordan? Jeg var jo bevæbnet med både hønsenet (som skulle bankes i væggen omkring hullet først) og træplade (som skulle sættes over hønsenettet) efter min utroligt omstændelige ekskursion til byggemarked i sidste uge. Nåja, og sølvpapiret, som jeg muligvis selv har digtet mig til skulle virke, kan i hvert fald ikke finde igen, hvor det var, det stod! 

Hvis ikke han lapper, så bliver de huller lappet på stedet med mit lappe-arsenal, når flytningen er vel overstået på lørdag! Ellers tør jeg simpelthen ikke falde i søvn dernede af lammende skræk for, at en stakkels mus søger hen mod mit ansigt for varme i løbet af natten. Brrrrrrrr!!

Var desuden i Matas i dag og spørge om muse-gift (er ikke meget for det, men folk fortæller mig, at det er meget comme il faut på landet). Men det var altsammen af den type, hvor de dør af indre blødninger. Og så er det netop, de kan ligge og dø inde i ens vægge eller under gulvbrædder. Man skal ha' det, hvor de bliver tørstige og søger ud mod vand (og så dør). Men hvor søren er det???

Perfektionistisk paknings-teknik

Nu er jeg skarp opmærksom på, at jeg er pedantisk perfektionist grænsende til det virkeligt paranoidt rengørings-ordnings-listeskrivnings-organiserings-maniske. Så jeg pakker selvfølgeligt alt ned, som om det skulle på en tur omkring hele planeten. Alt af papir kommer først i vandtætte plastikposer, inden det kommer i flyttekasserne. Alt, der KAN vaskes, bliver vasket og tørret og puslet og nusset omkring. Og jeg har selvfølgelig en "vigtig-kasse", hvor der er ALT i, man kan savne de første 14 dage. Som sengetøj. Stearinlys. Toiletpapir.

Men jeg sværger. Hvis jeg ser så meget som ét stykke fritgående porcelæn mere, der smiler sødt til mig og venter på, jeg samler det op og giver det de helt store tur i Annes mini-spa for umælende, men på ufattelig vis alligevel latterligt arrogante, lorte-tallerkner, bare fordi de har et lilebitte stykke musel et-eller-andet sted på knoglerne SÅ SKRIGER JEG!!! Hvad f.... tror de, de er?? Porcelænets svar på Kobe-kød??

Mad!

Mhmnnn, og så er der bestilt Mixkasse fra Aarstiderne. Tror ikke, jeg kommer til at dø af sult. Selvom der ikke er sushi take-out, lækker Manfred's-mad eller Stefano's gode kartoffelpizza bogstaveligt talt lige rundt om hjørnet.

Hov, og yndlings-malt-rugbrøddet fra Emmery's er såklart også med i kassen. Som ankommer om fredagen i den del af landet. Så perfekt en indgang til weekenden :)

Så mangler vi bare at få den kaffemaskine i hus, så skal det nok gå det hele :)

Små piger med forklæder

hører til på landet. Og jeg har naturligvis også en plan om at skulle gå med kjole og forklæde døgnet rundt fremover (man kan aldrig vide, hvornår Poul Richard kommer fløjtende ned ad vejen).

Men der er en helt anden lille pige med forklæde og korngult hår, der til min store overraskelse kan følge med mig hele vejen ud, hvor markerne begynder! En pige, jeg faktisk troede, var mere Københavner-tøs end mig selv: Irma-pigen.

Den altvidende Maria (som har været huset - og ikke mindst havens - frue de sidste tre år) gjorde mig opmærksom på muligheden. Hvis det nu lige blev en uge, hvor det stormede døgnet rundt eller man var syg eller bare utroligt doven: Så bringer Irma ud. Hvor er det vildt. Det troede jeg simpelthen uddøde dengang den lokale købmand holdt op med at have bud. Faktisk minder det mig om ældre mennesker, der lige stikker buddet en håndøre, når han sætter ingredienserne til flyversjusserne på dørtrinnet.

Hmn, aner jeg en udvikling her? Det temmeligt gammeldags er pludseligt blevet hypermoderne? Er der en nostalgi-ting ved det? Eller er vi endelig bare ved at være der, hvor det endeligt kan lade sig gøre rent teknologisk at kombinere det at sidde i sin sofa med det at købe mælk?

Under alle omstændigheder en lettelse. Hvis det nu stormede døgnet rundt dernede: Irmatorvet.dk

Flyttetræning

Ikke at jeg har brug for det, jeg har flyttet virkeligt mange gange i mit liv (hvilket til gengæld giver de ondeste evner til at pakke flyttekasser). Men træner lige til den store flyttedag på lørdag (på lørdag!!) med at slæbe 30 kg tøj til og fra vaskeriet i går, endnu mere hjem fra Ikea i dag og mindst lige så meget t/r til vaskeriet igen i morgen.

Jeg siger lige igen: Ikea. På en lørdag. Jeg ved egentlig ikke helt, hvad jeg tænkte på, den slags plejer at give mig galoperende trang til at medbringe en nord-afghansk tank + en lille guerillastyrke til at meje ALLE, der kommer i vejen, ned.

Men i dag var det på besynderlig vis ikke et problem. Jeg havde endda travlt, fordi jeg selvfølgelig kom alt for sent af sted. Alligevel tussede jeg fredeligt rundt med et lille smil og lod folk overhale mig med deres kæmpe-indkøbsvogne og paniske blikke. For jeg gik jo og købte ind til Idyllen :) Godt nok med mest fokus på muse-sikre mel-opbevaringsglas og den slags. Men alligevel :)

Og fine glas var det - se dem her (billedet er fra Ikeas hjemmeside og krukkerne hedder Celeber)

Gå aldrig ned på grej

Nu er det jo et af livets mest essentielle læresætninger, at man ALDRIG må gå ned på grej. Faktisk er det udelukkende på grund af en forvirret munk i 1600-tallet, der ikke fattede sætningens visdom og derfor slettede den, at den ikke står på side 1 i Biblen. Hvor den hører hjemme. Grej er vigtigt. Grej er godt.

Men hvorfor hulen er det så, det skal være så svært at opstøve noget, man også gerne vil have?? Og her er det, jeg i mit nye liv som landligger tænker på uundværlige ting som den rigtigt fine olieradiator med guldstjerner på siderne. Eller den pink plæneklipper (jamen, hvor ER den??).

Bare fordi jeg skal have halm i træskoene (som jeg i øvrigt også skal have fundet - var der ikke noget med, de i øvrigt fik en cool revival for nogle år siden? Så der er håb om at finde nogen, der fx havde striber eller noget?) behøver jeg jo ikke at blive til en mand!!

Jeg må sgu spraymale den plæneklipper.

Og når man engang er i hus...

...så skal man jo til at strikke og sy i utrolige mængder! Altså, når nu engang alle musehuller er stoppede og vinduer malede og køkkenhaven luget og alle de andre ting, jeg sandsynligvis nok skal få tiden til at gå med :) 

Men jeg faldt lige over den her fine strikketaske fra en bog af Anne-Pia Godske Rasmussen.

Kan næsten ikke vente til jeg sidder ved det dejlige lange bord i det fine køkken med en summende symaskine og en varm kop kaffe :)

Kontrakt!

Så skete det!! Kontrakten er skrevet under!! Hvor er det egentlig vildt, at alle ens drømme kan rummes i et enkelt dokument, sirligt opdelt i paragraffer og aftaler om PBS-betalinger.

Men det kan de, du kan jo se den lige der, på vej ind i postkassen!! I øvrigt meget stenbros-autentisk overmalet med grafitti, det manglede da bare :)

Sidst jeg var der, mødte jeg endda den rare Jørn, der bliver min kontakt i forhold til alle de praktiske ting. Og den skønne nabo, som jeg håber at kunne annektere til de ting, der involverer kaffe :) Jørn må nu også virkeligt gerne få kaffe - planen er at have generel udskænkning på kaffe-kanten. Muligvis med kage til. For det har jeg hørt, man gør på landet. Og man skulle jo gerne passe ind ;)

Forelsket

Jeg har nu været der tre gange. Og hver gang har jeg fået en for mig fuldstændigt ukendt følelse af at komme hjem. Der er så usigeligt smukt og stille. Og med en næsten stoflig følelse af varme, kærlighed, fred og at være tro mod sig selv - også selvom ens omverden stritter imod. Faktisk havde jeg virkeligt svært ved at tage derfra igen. Og jeg kan så godt forstå, hvor svært, det må føles for Maria og Martin... Jeg lover, jeg vil gøre mit allerbedste for at passe godt på jeres sted.

Mus II

Natten efter min sidste eskursion til Udkantsdanmark, drømte jeg faktisk om mus, der døde...! Jeg tog jo derfra med en følelse af stolthed og stor glæde over overvindelsen af min første indskydelse, som var at se mig om efter nogen, der kunne redde mig. Men måtte efter nattens onde drømme erkende, at jeg nok ville have det allerbedst med ikke at behøve at slå alt for mange flere mus ihjel.

Er der virkelig ingen måde, man kan lokke dyrene til at blive ude i naturen?? Jeg har læst et sted, man kan lokke kakkerlakker af huse med små stier af kiks (næsten som i Hans og Grethe, men her undgår man netop at blive slået ihjel af den onde heks!)

Jeg nåede den konklusion, at den bedste måde at holde mig glad og musene i live, var at sørge for, de slet ikke kom ind. Problem solved! Næste skridt var så: Og hvordan h... gør man så det???

Miljøstyrelsen er ret gode til at forklare, hvorfor det ikke er så smart med mus (for slet ikke at snakke om rotter!) i ens hus. Og når man trænger til at få dem UD, har de en hel række forslag.

Fx er fælder gode, så dyrene ikke ligger og rådner under gulvbrædderne (det havde Maria også fortalt), og jeg har i hvert fald ikke lyst til, der udklækkes flæskeklanner (hvad dælen er det???) under mit gulv!

Og så vidste jeg ikke, at man kan bruge rosiner som lokkemad?? Undskyld, men hvornår fandt musene ud af, de var laktose-allergikere?

Og bliver man nostalgisk, kan man jo altid få et fake-musehul lige her: Musehul!!

Ude på landet

er der luft! Og plads! Og solen skinner. Altid!!

Det ultimative tegn

Indrømmet: Et argument for, at jeg ikke ville overleve på landet, var, at der ikke er så meget som duften af friskbrygget købekaffe fra min yndlingskaffepusher, Ricco's, i MILES omkreds. Dét overlever man altså ikke som inkarneret kaffe-elsker, der ikke bare nyder kaffen i sig selv, men også det hyggelige ved at kende folkene, der serverer den.

Så sidst jeg var dernede og mærke efter, om det nu også var her, jeg skulle bo, var det jeg bad de højere magter om et tegn.

Sådan helt tøset og overtroisk. Men det kan være rigtigt rart med følelsen af opbakning fra den del af verden, selvom man egentlig har bestemt sig.

Og mens jeg gik rundt i Køge (sidste s-togsstop, inden bussen fragter én videre mod idyllen, så syntes, jeg burde kende stedet bare lidt) var det, det skete. Det var nærmest som om der kom himmelske stråler ud fra vinduerne og en overjordisk skøn stemme sang mig nærmere. Jeg sværger!

Og der var det. Ricco's. I Køge!! Jeg tror ikke, jeg havde set gladere ud, om nogen lige havde tilbudt at vaske mit tøj i et helt år. Der er kaffe. Og ikke bare kaffe. Der er Ricco's. Hvis ikke den ubeskriveligt skønne mand bag disken havde sagt noget om familievenlige åbningstider, havde jeg tilbudt ham giftermål lige på stedet. Også selvom jeg var så overstadig over adgangen til mit vanlige sæt (latte med sødmælk + et styk cookie), at jeg fuldstændigt glemte at høre, hvad han hed.

I øvrigt afslørede han hemmeligheden bag cookies'ene (de er så helt særligt vanedannende, og jeg har udspurgt kaffefolkene om opskriften i årevis): "Det er en blanding af smør, sukker, mere sukker og så chokolade, som man bare har vist en pose mel". Det forklarer så meget mine hofters udvidelsesproces... Men på landet SKAL man jo have huld til at holde varmen med, so no harm done, Ricco :)

Det lille hus på landet

Her er det! Det lille, fine hus. Undskyld, men hvordan kan man andet, end blive fuldstændigt overstrømmende forelsket? Måske kun hvis man ikke selv har set det - det er i hvert fald hvad en del af mine venner gør. De synes, jeg er skør. Helt og aldeles uansvarlig og irrationel. Bo på landet? Alene? Uden farlig vagthund? Uden bil?? Eller måske i virkeligheden: Uden byen??!!

Og de har jo ret. Men der er mange grunde. Som jeg nok skal komme ind på. Men begynd bare lige med at se på billedet. Hva?? Det er da fint :)

MUS!

Jeg indrømmer blankt: Jeg SKREG, da jeg opdagede, der var gået mus i fælderne. Mus som i FLERTAL!! TO mus i TO fælder!!! Jeg skreg, og så sendte jeg besked til Maria (der har huset nu) - lettere hysterisk og panikken besked. Og der var jeg ikke engang kommet inden døre endnu.

Så tog jeg mig sammen.

Låste op. Trampede rundt. Råbte lidt. Bare hvis nu der var flere, ikke-døde, mus. Nærmede mig de døde meeeget langsomt. Og kom så til at pive igen, meget pinligt og piget. Men det var altså også første gang i mit liv, jeg så en død mus!! Hvordan kunne jeg være HELT sikker på, den nu også var død?? Og ikke pludselig SPRANG op og bed mig i næsen??

Så tog jeg mig endnu mere sammen. Fik fat i en ildrager og fik fælden på krogen, bar den ud, bar den anden ud, tømte dem og stillede dem pænt ind på plads. Og begyndte så at trække vejret igen. Pyyyyyyh. Jeg gjorde det! Jeg klarede det! Helt selv!! Fandme!

Følte mig på en sjov måde helt indviet, da jeg tog derfra igen. Som om jeg havde bestået en hemmelig prøve til livet som landligger. Og kunne slet ikke holde op med at smile :)