Fine kjoler, høje hæle og købekaffe midt på den inderste stenbro har været mit liv længe. Men pludselig trængte jeg sådan til luft. Himmel&Have. Fred!! Bare for mig. Og så var det, jeg tog det vilde spring at flytte MEGET langt ud på landet - alene - i den ultimative drøm af et Morten Korch-idyllisk bindingsværkshus! Følg med i, hvordan det dog skal gå, når en storby-pige følger drømmen og trækker i træsko for ingen andres skyld end helt sin egen :)
mandag den 21. marts 2011
Træk - på en HELT anden måde end i byen!
Her har det nemlig intet at gøre med fliser og meget korte nederdele. Men med vaskeægte SVANER, der glider hen over himlen i ren Nils Holgersen-facon på vej mod broderlandet. Hele fem styk! Med en stakkels lille én i bagtroppen, der så ud som om den halsede (det kan man vel godt, når man er svane? Den lange én skal vel bruges til noget fornuftigt??) efter de andre med dobbelt så mange bask som de. Fik faktisk helt ondt af den - de kunne da godt vente lidt! Men det er måske ikke comme il faut for svaner? Og nu skrev jeg, at de nærmest svævede over himlen. Det er måske så meget sagt. For sådan nogle massive vingefang larmer faktisk en del. Hvem skulle have troet det? De ser så fine og yndefulde ud, når de bare sådan padler stille rundt inde i Søerne. Men i fri flugt lyder det nærmest som en motor i tomgang, meget rytmisk. Men dog stadig smukt, som kun svaner kan arrangere det. Det kan da kun være et forårstegn af de helt store :)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar