Jeg havde hemmeligt drømt om, jeg var den slags menneske, som ville blive adopteret af en kat. havde hørt historierne om folk, der lige pludselig havde en ekstra mund at mætte i husstanden, fordi en lille, smuk (renlig, vaccineret og steriliseret) hun-kat bare var nødt til at bo sammen med dem. Det lød så skønt, at blive tilvalgt på den måde.
Mjae. Den eneste kat, der har været tæt på, er godt nok også fin. Men hun (/han) har holdt sig til bare at markere området med rejst bagparti og andre ting, jeg egentlig ikke behøver vide mere om.
Til gengæld har jeg fået en fast fasan. Jeg kalder ham Basse. Han har fuldstændigt indtaget haven og spankulerer rundt på daglig patrulje. Nogle gange skræpper han op, og så kommer to-tre unge hanner fluks spænende til hans side med andægtigt bøjede hoveder. Jeg har besluttet, han nok er lidt ældre, end de er. Ellers er det næsten synd med det øje. Og hans korpus.
Til gengæld lader det til at virke på damerne, det med at fylde lidt i landskabet og føre sig frem med passende pondus - dem har han nemlig også en mindre flok af. Som kommer, når han kalder. Og han har førsteret til maden (Basse kan godt li' mit gamle rugbrød. Men nu er det selvfølgelig også specialimporteret fra Emmery's, så det manglede da bare!!)
Det var ikke en del af det oprindelige drømme-scenarie for mit romantiske liv på landet. Men det er det, man skal lære: Man skal bare være åben for tilfældet, så sker der skønne ting, man slet ikke havde fantasi til at forestille sig. Som at blive adopteret - ikke af en kælen kat, men af en meget vigtig fasan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar