Når man får sin første have, dukker der mange spørgsmål op, man aldrig før har overvejet så meget som eksistensen af: Hvordan holder en græsplæne sig egentlig grøn (og ikke vissen-gul)? Hvor kom de der bare stykker fra? Fuck, det skal jo klippes?! Hov, var der ikke noget med,at alt det der, man så klipper af, også skal rives sammen eller hvad? Det MÅ da kunne gøres smartere??
Og som svarene på alle de spørgsmål langsomt manifesterer sig, finder man ud af, man er en type. En have-type. Måske er man typen, der vil have en vild skov-agtig have med laaaang græs på plænen (og evt en fritgående ged til at "slå" den naturligt), måske er man den meget ordentlige med en tætklippet og grundigt gødet golfbane-pæn plæne?
Måske hader man stykkerne med mos, måske synes man de egentlig er pæne? Måske elsker man det lange græs ved plænens kant, måske skal det bare af pronto med ens seje kant-saks?
Og måske er man bare så vild med endelig at have grønt udenfor vinduerne, at man er det hele på én gang og mere til, fordi man som en syv-årig med fripas i biografens slikafdeling vil prøve DET HELE!
Jeg har fundet ud af, jeg er typen, der 1) er helt oppe at køre over, jeg skal have en græsslåmaskine, fordi jeg har en ting med grej, og fordi piger ikke måtte slå græs, der hvor jeg kommer fra. Så NU skal der bare høvles noget grønt med en ordentlig trucker-ting med stor motor!! 2) typen, der samtidig elsker alt, der giver naturen, hvad naturens er - og derfor faktisk har forelsket mig fuldstændigt i det her koncept: Den Spiselige Plæne fra Urtegartneriet.
Og så har jeg jo fundet ud af, at der simpelthen er delte meninger om ALT i en have. Fx det græs, man klipper med sin store truckermaskine. Skal det blive liggende? Skal det samles op? Hvad skal der ske med det, hvis det samles op?
Hvis det får lov at blive liggende, er det nemlig med til at give næring tilbage til jorden. Og det er især godt, hvis man klipper ofte. Strås længde ovenfor jorden passer nemlig sammen med deres rødders længde under jorden - korte strå, korte rødder. Og korte rødder får ikke så godt fat, og så kan mosset hurtigt få overtaget og skubbe de halvstærke græsrødder lidt af banen, så den plæne har brug for støtten i ekstra gødnings-hjælp. Men de fleste, der gerne vil have den tætklippede plæne, vil sjældent acceptere banerne af afklippet græs på den. Så de har en OPSAMLER på maskinen. Og kører afsted med græsset i traileren hver søndag til sommer.
Vi andre, der lader græsset få lidt mere længde har ikke det problem, for der når græsset at vokse sig stærkt med længere rødder. Ikke at jeg har et problem med det mos, der ellers trænger sig på - jeg synes faktisk, det er ret hyggeligt. Men jeg gider heller ikke have baner af langt vissent græs, der kan stakkes på min sommerplæne. Og så kommer KOMPOSTEN ind i billedet - der skal mit græs nemlig hen. Mere om det en anden gang - det er nemlig et kapitel for sig selv (faktisk har jeg en hel bog om emnet!)
Så. Novicen har fundet sin haveidentitet. Jeg mix-typen, den øko-agtige, med en bredskuldret trang til grej. Og jeg glæder mig så meget til at få min allerførste plæneklipper, som jeg jo har en piget drøm om at spraymale pink :) Og så glæder jeg mig så utroligt meget til at så kamille og andet fint i min allerførste plæne :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar