Bonderøv

er man, hvis man har negle, der aldrig når en habil længde mere? Hvis man har hård hud inde midt på håndfladen(!)?, hvis man faktisk har fundet sig de perfekte træsko og ELSKER dem (!!)?, hvis man har så meget mudder på de ellers meget by-agtige gummistøvler (de er i sølv), at man faktisk ikke magter at have dem på inde i byen længere, fordi det er lidt pinligt, man er SÅ beskidt, og det ville være for fjollet at vaske dem rene (der er dog gummistøvler, beregnet til udenfor og regn og dermed pløre)?

I så fald nærmer jeg mig med stormskridt, for jeg har i hvert fald alle ovenstående ting. Men hold nu op, hvor er der stadig langt til, jeg når Den Originale Bonderøv (nu på moderkanalen DR1) til støvleskafterne (tror ikke rigtigt på, Frank Erichsen bruger sokkeholdere. Når han nu er så gennemført, han rent faktisk bruger halm i sine træsko. Som isolering. Det er fandme sejt!).

Jeg har så meget respekt for den mand. 27 år og stålsat på at følge sin helt egen idé om verden. I en tid, der ellers i dén grad går den modsatte vej. Denne måned er han på forsiden af Ud&Se (hvor han på kæk vis får sneget lidt Morten Korchsk trillen rundt i høet ind over med sit brede smil og halm i mundvigen - men det er måske bare i min optik. Nu er der jo lissom heller ikke en mand på min gård, plus at min første store kærlighed faktisk gik jævnligt i præcis de trøjer som Bonderøven bruger, så jeg er muligvis biased på det punkt!)

Nå, men interviewet med manden er skidegodt - og fik mig sådan til at tænke på det selvforsynende, som jeg jo også altid har drømt om. Måske ikke i Frank Erichsens målestok med køer og heste osv. Men dog grøntsager af egen avl og syltetøj af egen gryde. Hjemmet som omdrejningspunkt. At sætte en ære i at kunne tingene selv - og gøre dem godt.

Om det så er realistisk nu, hvor jeg må tage hensyn til, at min krop fungerer på lavt blus, ved jeg ikke. Det må tiden vise. Men jeg er i hvert fald om muligt endnu mere glad for, jeg tog springet herned efter jeg havde læst interviewet - for om ikke andet, så prøver jeg. Tager drømmen alvorligt. Og GØR det. Og det føles altså virkeligt, virkeligt godt.