Mus og muldvarp

Tuer fra mit første møde med en muldvarp. Den til højre var nok mere et muldvarpePALADS, end en egentlig tue, usandsynligt stor. Min nabo mente, det var dér, den tænkte at få sine unger. Ååååååh, nej, flere muldvarper??

Hold nu op, der er sket meget på det sidste!

På listen over vilde og mindblowing og måske endda personligt udviklende ting, må denne stå som en absolut topscorer: Jeg har fanget en muldvarp. Og det var altså ikke nemt. Ikke at det var svært på den praktiske måde - det var det også - men det var nu mere den følelsesmæssige, jeg tænker på her. For når man er opvokset og har boet hele sit liv i en by, er man ikke vant til at håndtere døde dyr andet end som pakker af fredagsbøffer nede fra slagteren i den lokale Brugs. Men man er slet ikke vant til at forholde sig til, at det er én selv, der muligvis skal slå dette dyr ihjel...

Så først prøvede jeg ALLE de gode råd, man ellers kan få.

1: Først kom hjortetaksolien - en olie, der flyder tykt som tjære, og som lugter fuldstændigt horribelt, hvilket skulle være det, der gjorde tricket: lugten. Fordi de små muldvarpe med de meget små øjne til gengæld har yderst velfungerende næsefærdigheder. Problemet var, at alle os med fuldstændigt gennemsnitlige menneskenæser også var ved at flygte af gårde ved dén lugt (der desuden satte sig i ALT, selv det tøj, man havde på, da man hældte skidtet varpenes huller). Plus at dyret var udpræget ligeglad.

2: Luft i gangene - havde hørt, de små heller ikke kunne lide frisk luft i deres underjordiske vietkong-system. Så alle tuer blev fjernet og hullet ind til gangene blotlagt. Det gjorde, at græsset omkring de forholdsvis små indgangshuller ikke døde helt under dyngerne af jord. Men den snedige fætter gravede da bare nogle nye et andet sted.

3: Forhandling: Det var min søde nabos forslag, det virkede for hendes myrer, fortalte hun. Altså at snakke med dem om det. Ikke med min stædige muldvarp.

4: Hvidløg. Skulle være samme princip som hjortetaksolien.

5: Saksen. Den gode Martin, der boede her før, kom på besøg. Og han viste mig, hvordan man sætter en saks. Der var jeg nået til det niveau, der hed: "Okay, jeg bøjer mig for livet på landet, hvor dyr nogle gange desværre må afgå ved en for tidlig død". Det virkede heller ikke!!! Havde to styk i to tuer. Sat efter alle kunstens regler afsprittede og med handsker på (ikke Martins, og han havde fanget flere muldvarpe selvom de måske kunne lugte mennesket bag). Det var først da jeg fandt en tue, der var præcis mellem to andre og dermed gennemgangstue, gravede ned til plan grund i gangen og satte fælden vandret, at der var bid. Fandt senere ud af, det er fordi, at fælden kan udløses af den jord, muldvarpen skubber op gennem sin gang, i stedet af muldvarpen selv, hvis man sætter saksen skråt i tuens gang mod overfladen. Mens der kun vandrer en muldvarp (og ikke kilovis af jord)  igennem, hvis saksen er hele vejen nede i dens gangsystem.

Jeg var ellers ved at bevæge mig til 6: Kærnemælk, som jeg ikke ved, hvorfor skulle virke, men havde observeret at muldvarpen på stedet stoppede sin aktivitet, når den fik det i hovedet (de to gange jeg f*** kunne stå på terrassen og fysisk SE, at den s**** muldvarp skubbede jord op af min plæne!!). Men da jeg med opgivende suk tog fat i fælden for at hive den op og droppe den strategi til fordel for kærnemælken, sad en lille, sort, pelset ting mellem dens tænger, meget, meget død.

Pyh. Jeg havde det så dårligt med at have ansvaret for, at den måtte herfra. Men har gjort min fred med, at det er vilkårerne. Og den fik en fin begravelse.

Så nu har jeg to store døde mus og en lille død muldvarp på samvittigheden. Sjovt nok var de cirka samme størrelse, musene og muldvarpen.

Men den, der sprang fra min seng, var en mindre mus. Mere om det senere!!