Nu er jeg skarp opmærksom på, at jeg er pedantisk perfektionist grænsende til det virkeligt paranoidt rengørings-ordnings-listeskrivnings-organiserings-maniske. Så jeg pakker selvfølgeligt alt ned, som om det skulle på en tur omkring hele planeten. Alt af papir kommer først i vandtætte plastikposer, inden det kommer i flyttekasserne. Alt, der KAN vaskes, bliver vasket og tørret og puslet og nusset omkring. Og jeg har selvfølgelig en "vigtig-kasse", hvor der er ALT i, man kan savne de første 14 dage. Som sengetøj. Stearinlys. Toiletpapir.
Men jeg sværger. Hvis jeg ser så meget som ét stykke fritgående porcelæn mere, der smiler sødt til mig og venter på, jeg samler det op og giver det de helt store tur i Annes mini-spa for umælende, men på ufattelig vis alligevel latterligt arrogante, lorte-tallerkner, bare fordi de har et lilebitte stykke musel et-eller-andet sted på knoglerne SÅ SKRIGER JEG!!! Hvad f.... tror de, de er?? Porcelænets svar på Kobe-kød??
Ingen kommentarer:
Send en kommentar