Synes egentlig det er sjovt, at netop det år, hvor jeg endelig tog mod til mig og gik ind i Solhjulet - den fine butik med alle ting antroposofisk i Frederiksborggade, Kbh, er det år, jeg flytter til en egn, hvor det lader til antroposofien står utroligt stærkt.
Tog mod til mig, fordi jeg har (haft) en tendens til at tænke, at alt det, jeg virkelig gerne vil - alt, der virkelig ER mig - det må man ikke. Det er forkert og forbudt, man skal følge strømmen. Ikke at jeg har været god til det nogensinde. Men jeg har aldrig helt tilladt mig selv at tro på, det faktisk er ok. At jeg faktisk ikke behøver. At der ikke kommer et særligt hemmeligt regelrets-politi rendende med piftende politi-fløjter og arresterer mig, hvis jeg fx forvilder mig ind i en butik med Steiner-bøger på hylderne.
Eller kommer til at flytte på landet :)
Jeg gjorde begge dele i år - og februar er kun lige begyndt!! - og det skal fejres ved at gå hele vejen: Næste gang jeg er i butikken, må jeg høre, om de ikke har denne bog.
Det er Steiners egne ord om det antroposofiske dyrkningsideal. Det, vi kender som bio-dynamik i dag. Bare fordi jeg kan. Og rigtigt gerne må.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar