Det ultimative tegn

Indrømmet: Et argument for, at jeg ikke ville overleve på landet, var, at der ikke er så meget som duften af friskbrygget købekaffe fra min yndlingskaffepusher, Ricco's, i MILES omkreds. Dét overlever man altså ikke som inkarneret kaffe-elsker, der ikke bare nyder kaffen i sig selv, men også det hyggelige ved at kende folkene, der serverer den.

Så sidst jeg var dernede og mærke efter, om det nu også var her, jeg skulle bo, var det jeg bad de højere magter om et tegn.

Sådan helt tøset og overtroisk. Men det kan være rigtigt rart med følelsen af opbakning fra den del af verden, selvom man egentlig har bestemt sig.

Og mens jeg gik rundt i Køge (sidste s-togsstop, inden bussen fragter én videre mod idyllen, så syntes, jeg burde kende stedet bare lidt) var det, det skete. Det var nærmest som om der kom himmelske stråler ud fra vinduerne og en overjordisk skøn stemme sang mig nærmere. Jeg sværger!

Og der var det. Ricco's. I Køge!! Jeg tror ikke, jeg havde set gladere ud, om nogen lige havde tilbudt at vaske mit tøj i et helt år. Der er kaffe. Og ikke bare kaffe. Der er Ricco's. Hvis ikke den ubeskriveligt skønne mand bag disken havde sagt noget om familievenlige åbningstider, havde jeg tilbudt ham giftermål lige på stedet. Også selvom jeg var så overstadig over adgangen til mit vanlige sæt (latte med sødmælk + et styk cookie), at jeg fuldstændigt glemte at høre, hvad han hed.

I øvrigt afslørede han hemmeligheden bag cookies'ene (de er så helt særligt vanedannende, og jeg har udspurgt kaffefolkene om opskriften i årevis): "Det er en blanding af smør, sukker, mere sukker og så chokolade, som man bare har vist en pose mel". Det forklarer så meget mine hofters udvidelsesproces... Men på landet SKAL man jo have huld til at holde varmen med, so no harm done, Ricco :)