onsdag den 30. marts 2011
Og Fasanen Basse
Jeg havde hemmeligt drømt om, jeg var den slags menneske, som ville blive adopteret af en kat. havde hørt historierne om folk, der lige pludselig havde en ekstra mund at mætte i husstanden, fordi en lille, smuk (renlig, vaccineret og steriliseret) hun-kat bare var nødt til at bo sammen med dem. Det lød så skønt, at blive tilvalgt på den måde.
Mjae. Den eneste kat, der har været tæt på, er godt nok også fin. Men hun (/han) har holdt sig til bare at markere området med rejst bagparti og andre ting, jeg egentlig ikke behøver vide mere om.
Til gengæld har jeg fået en fast fasan. Jeg kalder ham Basse. Han har fuldstændigt indtaget haven og spankulerer rundt på daglig patrulje. Nogle gange skræpper han op, og så kommer to-tre unge hanner fluks spænende til hans side med andægtigt bøjede hoveder. Jeg har besluttet, han nok er lidt ældre, end de er. Ellers er det næsten synd med det øje. Og hans korpus.
Til gengæld lader det til at virke på damerne, det med at fylde lidt i landskabet og føre sig frem med passende pondus - dem har han nemlig også en mindre flok af. Som kommer, når han kalder. Og han har førsteret til maden (Basse kan godt li' mit gamle rugbrød. Men nu er det selvfølgelig også specialimporteret fra Emmery's, så det manglede da bare!!)
Det var ikke en del af det oprindelige drømme-scenarie for mit romantiske liv på landet. Men det er det, man skal lære: Man skal bare være åben for tilfældet, så sker der skønne ting, man slet ikke havde fantasi til at forestille sig. Som at blive adopteret - ikke af en kælen kat, men af en meget vigtig fasan.
Mjae. Den eneste kat, der har været tæt på, er godt nok også fin. Men hun (/han) har holdt sig til bare at markere området med rejst bagparti og andre ting, jeg egentlig ikke behøver vide mere om.
Til gengæld har jeg fået en fast fasan. Jeg kalder ham Basse. Han har fuldstændigt indtaget haven og spankulerer rundt på daglig patrulje. Nogle gange skræpper han op, og så kommer to-tre unge hanner fluks spænende til hans side med andægtigt bøjede hoveder. Jeg har besluttet, han nok er lidt ældre, end de er. Ellers er det næsten synd med det øje. Og hans korpus.
Til gengæld lader det til at virke på damerne, det med at fylde lidt i landskabet og føre sig frem med passende pondus - dem har han nemlig også en mindre flok af. Som kommer, når han kalder. Og han har førsteret til maden (Basse kan godt li' mit gamle rugbrød. Men nu er det selvfølgelig også specialimporteret fra Emmery's, så det manglede da bare!!)
Det var ikke en del af det oprindelige drømme-scenarie for mit romantiske liv på landet. Men det er det, man skal lære: Man skal bare være åben for tilfældet, så sker der skønne ting, man slet ikke havde fantasi til at forestille sig. Som at blive adopteret - ikke af en kælen kat, men af en meget vigtig fasan.
tirsdag den 29. marts 2011
De Punktlige Rådyr
Når man hele sin eksistens har befundet sig i friserede parcelhus-haver eller i lejligheder med max en vindues-karms-køkkenhave, så var det altså fuldstændigt MINDBLOWING at opdage de to-tre Bambi-nuttede rådyr, der med sky blikke græssede rundt på marken udfor mit køkkenvindue.
Så opdagede jeg, de også kom hele vejen ind i min have! I baghaven - en morgen efter en nat, hvor jeg var skidesur, fordi jeg ikke ku´ sove, så stod de pludselig der, en meter fra mig med kun en rude i mellem. Nåååååååh :) Det og så en stor kop hjemmelavet latte med bønner fra Coffee Collective i Jægersborggade (tak fra hjertet, Marie) hjalp i den grad på humøret :)
Og det blev de så ved med, ufatteligt punktligt, over så mange dage, at det blev ren rutine bare at hæve hovedet fra hvad man end var i gang med, nikkede pænt goddag, og fortsatte sin egen aktivitet.
Og nu har de sørme fået venner, de søde små. En flok på OTTE styk nussede rundt derude på marken i går ved skumringstid! Der blev jeg så pludselig nervøs for, hvordan mine små nye skud skal overleve foråret, hvis sådan en kæmpeflok beslutter sig for, de æææælsker spæd spinat?? Jeg ved jo allerede fra både de tidligere beboere i Idyllen + fra min 70-årige nabo (der jo er lidt af en autoritet på området, nu hun er født og opvokset i det hus, hun stadig bor i), at de fine dyr er vilde med roser - dem kan man glemme alt om, med mindre man anlægger et kæmpehegn.
Og det hjælper ikke engang nødvendigvis - fruen fortalte i hvert fald en historie om en ligeså stor flok, som engang i fuld galop satte over hendes hæk for at sætte hendes roser (eller var det køkkenhaven?) til livs. Så stod hun der! Med sin - indhegnede - have stopfyldt af rådyr. Som hun selvfølgelig begyndte at smide ting efter, så de kunne rubbe sig ud igen. Og med ting mener jeg sko. Hendes. Hans. Børnenes. Dyrene var da ligeglade. Eller meget sultne. Prøv lige at forestille dig et lignende scenarie inde i København?? Inde i en af de fine haver foran de søde huse ved Carlsberg?? Hæhæ, de skulle stå meget tæt i så fald, de gode dyrekøller! Hmnn, mon man kunne opdrage dem til i det mindste så at luge lidt, hvis de alligevel skal have næsen ned i ens nyplantede afgrøder??
Så opdagede jeg, de også kom hele vejen ind i min have! I baghaven - en morgen efter en nat, hvor jeg var skidesur, fordi jeg ikke ku´ sove, så stod de pludselig der, en meter fra mig med kun en rude i mellem. Nåååååååh :) Det og så en stor kop hjemmelavet latte med bønner fra Coffee Collective i Jægersborggade (tak fra hjertet, Marie) hjalp i den grad på humøret :)
Og det blev de så ved med, ufatteligt punktligt, over så mange dage, at det blev ren rutine bare at hæve hovedet fra hvad man end var i gang med, nikkede pænt goddag, og fortsatte sin egen aktivitet.
Og nu har de sørme fået venner, de søde små. En flok på OTTE styk nussede rundt derude på marken i går ved skumringstid! Der blev jeg så pludselig nervøs for, hvordan mine små nye skud skal overleve foråret, hvis sådan en kæmpeflok beslutter sig for, de æææælsker spæd spinat?? Jeg ved jo allerede fra både de tidligere beboere i Idyllen + fra min 70-årige nabo (der jo er lidt af en autoritet på området, nu hun er født og opvokset i det hus, hun stadig bor i), at de fine dyr er vilde med roser - dem kan man glemme alt om, med mindre man anlægger et kæmpehegn.
Og det hjælper ikke engang nødvendigvis - fruen fortalte i hvert fald en historie om en ligeså stor flok, som engang i fuld galop satte over hendes hæk for at sætte hendes roser (eller var det køkkenhaven?) til livs. Så stod hun der! Med sin - indhegnede - have stopfyldt af rådyr. Som hun selvfølgelig begyndte at smide ting efter, så de kunne rubbe sig ud igen. Og med ting mener jeg sko. Hendes. Hans. Børnenes. Dyrene var da ligeglade. Eller meget sultne. Prøv lige at forestille dig et lignende scenarie inde i København?? Inde i en af de fine haver foran de søde huse ved Carlsberg?? Hæhæ, de skulle stå meget tæt i så fald, de gode dyrekøller! Hmnn, mon man kunne opdrage dem til i det mindste så at luge lidt, hvis de alligevel skal have næsen ned i ens nyplantede afgrøder??
Novicen og Haven
Når man får sin første have, dukker der mange spørgsmål op, man aldrig før har overvejet så meget som eksistensen af: Hvordan holder en græsplæne sig egentlig grøn (og ikke vissen-gul)? Hvor kom de der bare stykker fra? Fuck, det skal jo klippes?! Hov, var der ikke noget med,at alt det der, man så klipper af, også skal rives sammen eller hvad? Det MÅ da kunne gøres smartere??
Og som svarene på alle de spørgsmål langsomt manifesterer sig, finder man ud af, man er en type. En have-type. Måske er man typen, der vil have en vild skov-agtig have med laaaang græs på plænen (og evt en fritgående ged til at "slå" den naturligt), måske er man den meget ordentlige med en tætklippet og grundigt gødet golfbane-pæn plæne?
Måske hader man stykkerne med mos, måske synes man de egentlig er pæne? Måske elsker man det lange græs ved plænens kant, måske skal det bare af pronto med ens seje kant-saks?
Og måske er man bare så vild med endelig at have grønt udenfor vinduerne, at man er det hele på én gang og mere til, fordi man som en syv-årig med fripas i biografens slikafdeling vil prøve DET HELE!
Jeg har fundet ud af, jeg er typen, der 1) er helt oppe at køre over, jeg skal have en græsslåmaskine, fordi jeg har en ting med grej, og fordi piger ikke måtte slå græs, der hvor jeg kommer fra. Så NU skal der bare høvles noget grønt med en ordentlig trucker-ting med stor motor!! 2) typen, der samtidig elsker alt, der giver naturen, hvad naturens er - og derfor faktisk har forelsket mig fuldstændigt i det her koncept: Den Spiselige Plæne fra Urtegartneriet.
Og så har jeg jo fundet ud af, at der simpelthen er delte meninger om ALT i en have. Fx det græs, man klipper med sin store truckermaskine. Skal det blive liggende? Skal det samles op? Hvad skal der ske med det, hvis det samles op?
Hvis det får lov at blive liggende, er det nemlig med til at give næring tilbage til jorden. Og det er især godt, hvis man klipper ofte. Strås længde ovenfor jorden passer nemlig sammen med deres rødders længde under jorden - korte strå, korte rødder. Og korte rødder får ikke så godt fat, og så kan mosset hurtigt få overtaget og skubbe de halvstærke græsrødder lidt af banen, så den plæne har brug for støtten i ekstra gødnings-hjælp. Men de fleste, der gerne vil have den tætklippede plæne, vil sjældent acceptere banerne af afklippet græs på den. Så de har en OPSAMLER på maskinen. Og kører afsted med græsset i traileren hver søndag til sommer.
Vi andre, der lader græsset få lidt mere længde har ikke det problem, for der når græsset at vokse sig stærkt med længere rødder. Ikke at jeg har et problem med det mos, der ellers trænger sig på - jeg synes faktisk, det er ret hyggeligt. Men jeg gider heller ikke have baner af langt vissent græs, der kan stakkes på min sommerplæne. Og så kommer KOMPOSTEN ind i billedet - der skal mit græs nemlig hen. Mere om det en anden gang - det er nemlig et kapitel for sig selv (faktisk har jeg en hel bog om emnet!)
Så. Novicen har fundet sin haveidentitet. Jeg mix-typen, den øko-agtige, med en bredskuldret trang til grej. Og jeg glæder mig så meget til at få min allerførste plæneklipper, som jeg jo har en piget drøm om at spraymale pink :) Og så glæder jeg mig så utroligt meget til at så kamille og andet fint i min allerførste plæne :)
Og som svarene på alle de spørgsmål langsomt manifesterer sig, finder man ud af, man er en type. En have-type. Måske er man typen, der vil have en vild skov-agtig have med laaaang græs på plænen (og evt en fritgående ged til at "slå" den naturligt), måske er man den meget ordentlige med en tætklippet og grundigt gødet golfbane-pæn plæne?
Måske hader man stykkerne med mos, måske synes man de egentlig er pæne? Måske elsker man det lange græs ved plænens kant, måske skal det bare af pronto med ens seje kant-saks?
Og måske er man bare så vild med endelig at have grønt udenfor vinduerne, at man er det hele på én gang og mere til, fordi man som en syv-årig med fripas i biografens slikafdeling vil prøve DET HELE!
Jeg har fundet ud af, jeg er typen, der 1) er helt oppe at køre over, jeg skal have en græsslåmaskine, fordi jeg har en ting med grej, og fordi piger ikke måtte slå græs, der hvor jeg kommer fra. Så NU skal der bare høvles noget grønt med en ordentlig trucker-ting med stor motor!! 2) typen, der samtidig elsker alt, der giver naturen, hvad naturens er - og derfor faktisk har forelsket mig fuldstændigt i det her koncept: Den Spiselige Plæne fra Urtegartneriet.
Og så har jeg jo fundet ud af, at der simpelthen er delte meninger om ALT i en have. Fx det græs, man klipper med sin store truckermaskine. Skal det blive liggende? Skal det samles op? Hvad skal der ske med det, hvis det samles op?
Hvis det får lov at blive liggende, er det nemlig med til at give næring tilbage til jorden. Og det er især godt, hvis man klipper ofte. Strås længde ovenfor jorden passer nemlig sammen med deres rødders længde under jorden - korte strå, korte rødder. Og korte rødder får ikke så godt fat, og så kan mosset hurtigt få overtaget og skubbe de halvstærke græsrødder lidt af banen, så den plæne har brug for støtten i ekstra gødnings-hjælp. Men de fleste, der gerne vil have den tætklippede plæne, vil sjældent acceptere banerne af afklippet græs på den. Så de har en OPSAMLER på maskinen. Og kører afsted med græsset i traileren hver søndag til sommer.
Vi andre, der lader græsset få lidt mere længde har ikke det problem, for der når græsset at vokse sig stærkt med længere rødder. Ikke at jeg har et problem med det mos, der ellers trænger sig på - jeg synes faktisk, det er ret hyggeligt. Men jeg gider heller ikke have baner af langt vissent græs, der kan stakkes på min sommerplæne. Og så kommer KOMPOSTEN ind i billedet - der skal mit græs nemlig hen. Mere om det en anden gang - det er nemlig et kapitel for sig selv (faktisk har jeg en hel bog om emnet!)
Så. Novicen har fundet sin haveidentitet. Jeg mix-typen, den øko-agtige, med en bredskuldret trang til grej. Og jeg glæder mig så meget til at få min allerførste plæneklipper, som jeg jo har en piget drøm om at spraymale pink :) Og så glæder jeg mig så utroligt meget til at så kamille og andet fint i min allerførste plæne :)
mandag den 28. marts 2011
På tur
Nærmeste "rigtige" by hernede hedder Præstø. Og det er her, jeg vil gå til erkendelse og blankt indrømme (med fare for at vinde prisen for Årets Største Fjols til Geografi), at jeg et lille stykke tid faktisk regnede med, det så var en ø. Det var det måske engang; Præstens Ø. Men nu ER det altså en by på aldeles fast fastland.
En fin én til gengæld. For Præstø bliver til en rigtig sommerby, når solen skinner. Komplet med dejlige caféer, havudsigt, gamle pakhuse på havnen. Og en fiskemand :)
Resten af byen var ikke rigtigt vågnet af dvalen, da jeg besluttede mig for at opdage mit nabolag. Men dét var fiskemanden. Eller "Fiskepigen", som butikken egentlig hedder. Da jeg kom ind stod en højlydt begejstret ung fyr i køen foran mig; han havde lige fået en levende gedde med i posen, som han skulle ordne med sine to små drenge. Levende, for fiskemanden havde sgu selv lige hevet den op af fjorden!! Det kalder jeg frisk fisk!
Jeg fik ikke lov at forlade domicilet inden jeg havde smagt fiskemandens hummersuppe og hørt om de sejeste røgeovne fra 1940 i baglokalet. Og så kunne jeg jo ikke nære mig for at få et resultat af røgeovnene med hjem; tranebær-røget laks. Og frisk stenbiderrogn. Og friske torskerognsbukser. Og selvfølgelig en flok af de fiske-dunser som fruen i butikken lige havde lavet (dampende varme) med remo.
Jeg vil BO på havnen til sommer!
En fin én til gengæld. For Præstø bliver til en rigtig sommerby, når solen skinner. Komplet med dejlige caféer, havudsigt, gamle pakhuse på havnen. Og en fiskemand :)
Resten af byen var ikke rigtigt vågnet af dvalen, da jeg besluttede mig for at opdage mit nabolag. Men dét var fiskemanden. Eller "Fiskepigen", som butikken egentlig hedder. Da jeg kom ind stod en højlydt begejstret ung fyr i køen foran mig; han havde lige fået en levende gedde med i posen, som han skulle ordne med sine to små drenge. Levende, for fiskemanden havde sgu selv lige hevet den op af fjorden!! Det kalder jeg frisk fisk!
Jeg fik ikke lov at forlade domicilet inden jeg havde smagt fiskemandens hummersuppe og hørt om de sejeste røgeovne fra 1940 i baglokalet. Og så kunne jeg jo ikke nære mig for at få et resultat af røgeovnene med hjem; tranebær-røget laks. Og frisk stenbiderrogn. Og friske torskerognsbukser. Og selvfølgelig en flok af de fiske-dunser som fruen i butikken lige havde lavet (dampende varme) med remo.
Jeg vil BO på havnen til sommer!
mandag den 21. marts 2011
Træk - på en HELT anden måde end i byen!
Her har det nemlig intet at gøre med fliser og meget korte nederdele. Men med vaskeægte SVANER, der glider hen over himlen i ren Nils Holgersen-facon på vej mod broderlandet. Hele fem styk! Med en stakkels lille én i bagtroppen, der så ud som om den halsede (det kan man vel godt, når man er svane? Den lange én skal vel bruges til noget fornuftigt??) efter de andre med dobbelt så mange bask som de. Fik faktisk helt ondt af den - de kunne da godt vente lidt! Men det er måske ikke comme il faut for svaner? Og nu skrev jeg, at de nærmest svævede over himlen. Det er måske så meget sagt. For sådan nogle massive vingefang larmer faktisk en del. Hvem skulle have troet det? De ser så fine og yndefulde ud, når de bare sådan padler stille rundt inde i Søerne. Men i fri flugt lyder det nærmest som en motor i tomgang, meget rytmisk. Men dog stadig smukt, som kun svaner kan arrangere det. Det kan da kun være et forårstegn af de helt store :)
lørdag den 19. marts 2011
Stil!
Grænsegænger
På en måde nærmest poetisk: vandre mellem grænser - grænser for hvad? Drømme og vågen, rigtigt og forkert, accepteret og ikke-accepteret. Og så på den landlige måde helt og aldeles nede på jorden og konkret: Zonegrænser!!
Man kan nemlig ikke køre herfra og hele vejen ind til København uden at løbe ind i massive problemer, fordi vi på et tidspunkt passerer den magiske grænse, der markerer den sydsjællandske og den københavnske kollektive trafiks områder. Og zoner. Jeg har efterhånden kørt turen cirka ti gange. Og hver gang har jeg fået en ny pris for turen (alt fra 16 - 68 kroner - seriously?!) og forklaringer på dobbeltzoner, værdikort, klippekort der ikke gælder og - grænsen.
Og en dag, hvor lyset spillede særligt smukt over det frostbidte land, og jeg var laaangt væk i drømme, slog det mig, hvor sigende det egentlig var for hele denne rejse; Jeg bevæger mig over grænser.
Bogstaveligt talt hver gang jeg tager bussen og bevæger mig fra land til by og tilbage. Men ligeså meget mentalt, når jeg tager samme tur. Og i det større perspektiv, når jeg i den grad har taget et andet valg end mine jævnaldrende ved at tage dette store spring og bosætte mig så langt fra adgangen til den by, jeg elsker så meget, som de.
I Grønland findes et fænomen, der hedder en fjeldgænger. Det kaldte man de mennesker, der nogle gange fik nok og gik i fjeldet - og aldrig kom tilbage (og som muligvis begik selvmord). De blev til en slags overnaturlige troldmestre, der kunne flyve og nedkalde forbandelser, og som man skulle holde sig gode venner med, ved at sætte mad ud til dem. Måske en grænsegænger tæller i samme kategori? Men med den vigtige forskel, at man faktisk vender tilbage hele tiden og deltager i by-livets fællesskabets? Og som IKKE begår selvmord, såklart, på andre måder end muligvis den by-sociale!
I så fald er jeg det gerne, grænsegænger. Og egentlig synes jeg, det i den grad er udtryk for et overskuds-valg: Jeg får faktisk det allerbedste fra begge verdener. Når jeg altså lige har fundet ud af, hvordan jeg fikser det med at gå på listig bar i byen og komme hjem bagefter.
Man kan nemlig ikke køre herfra og hele vejen ind til København uden at løbe ind i massive problemer, fordi vi på et tidspunkt passerer den magiske grænse, der markerer den sydsjællandske og den københavnske kollektive trafiks områder. Og zoner. Jeg har efterhånden kørt turen cirka ti gange. Og hver gang har jeg fået en ny pris for turen (alt fra 16 - 68 kroner - seriously?!) og forklaringer på dobbeltzoner, værdikort, klippekort der ikke gælder og - grænsen.
Og en dag, hvor lyset spillede særligt smukt over det frostbidte land, og jeg var laaangt væk i drømme, slog det mig, hvor sigende det egentlig var for hele denne rejse; Jeg bevæger mig over grænser.
Bogstaveligt talt hver gang jeg tager bussen og bevæger mig fra land til by og tilbage. Men ligeså meget mentalt, når jeg tager samme tur. Og i det større perspektiv, når jeg i den grad har taget et andet valg end mine jævnaldrende ved at tage dette store spring og bosætte mig så langt fra adgangen til den by, jeg elsker så meget, som de.
I Grønland findes et fænomen, der hedder en fjeldgænger. Det kaldte man de mennesker, der nogle gange fik nok og gik i fjeldet - og aldrig kom tilbage (og som muligvis begik selvmord). De blev til en slags overnaturlige troldmestre, der kunne flyve og nedkalde forbandelser, og som man skulle holde sig gode venner med, ved at sætte mad ud til dem. Måske en grænsegænger tæller i samme kategori? Men med den vigtige forskel, at man faktisk vender tilbage hele tiden og deltager i by-livets fællesskabets? Og som IKKE begår selvmord, såklart, på andre måder end muligvis den by-sociale!
I så fald er jeg det gerne, grænsegænger. Og egentlig synes jeg, det i den grad er udtryk for et overskuds-valg: Jeg får faktisk det allerbedste fra begge verdener. Når jeg altså lige har fundet ud af, hvordan jeg fikser det med at gå på listig bar i byen og komme hjem bagefter.
Okay, så
Nå. Må blankt erkende, at en lille (OKAY SÅ: STOR!!) del af mig blev ramt af misundelse og rendyrket længsel, da veninde i går nævnte, hun skulle på bar. Jeg havde ingen anelse om, hvad det var for en bar, havde aldrig hørt om den. Og det dur ikke for mig, også selvom jeg bor så langt fra bar-land, man kan komme. Så den blev fluks tjekket efter på Politiken i dag. Og det var så her et skælmsk lille grønhovedet monster begyndte at gnække. For FOX hvor så det fedt ud og lød det skønt. Intens trang til nylons, fiks kjole, bobbet hår og ordnede negle væltede ind over mig. Tanker om vellavede cocktails, siddeplads i baren, uskyldig flirten, at blive lige en lille smule bedugget på den boblende champagne-agtige måde. Og så realiteten: Hvordan var det så lige, jeg skulle komme hjem fra den fest?? Jeg er simpelthen nødt til at finde en holdbar måde at blive i byen på - landliv HELT uden fest i byen. Dét holder sgu ikke!!
torsdag den 10. marts 2011
Ups!
Der var lige et lillebitte slip på en måned, siden sidste indlæg. Og der ville jeg ønske, jeg ku' sige, der alligevel ikke var sket noget, der var værd at skrive om - men så ville jeg lyve. Og det er ikke fedt at gå rundt med en sort streg i panden (omend jeg blankt må indrømme, det faktisk ER sket, helt konkret sort-streg-i-pande hernede. Man skal passe på med at børste hår væk fra ansigtet, når man pusler med brændeovnen, kan jeg så afsløre).
Nå. Men. Forklaring: Først var her jo ikke noget net (krise). Nogen havde simpelthen klippet ledningen (gyserfilm på mit indre biograflærred). Men jeg skrev flittigt alligevel. For det var jo de allerførste dage i Idyllen, og der var så mange tanker. Så dem smider jeg på efter dette indlæg.
Men det varede jo ikke en hel måned - trods alt. Efter nettet kom op igen, blev jeg vist bare grebet af Den Uendelige Bøtte Polyfillas Fortryllelse, som simpelthen var umulig at rive sig løs af (hvem der bare havde en prins, der kunne komme og kysse én fri, selvom man var helt plettet af Polyfilla!! Hov, hov, der var ingen, der her tænkte, jeg måske mere var Heksen i Pandekagehuset end Prinsessen, vel??!)
Nu har jeg så fået fyldt de værste slugter og raviner i vægge og loft, så min hjerne ikke sprinter rundt i non-stop muse-panik. Så NU kan I mageligt læne jer tilbage og nyde turen på landet, for jeres vedkommende uden mus og andet kryb, men altså også uden knitrende brændeovnsild, siger jeg bare :)
Velkommen tilbage!
Nå. Men. Forklaring: Først var her jo ikke noget net (krise). Nogen havde simpelthen klippet ledningen (gyserfilm på mit indre biograflærred). Men jeg skrev flittigt alligevel. For det var jo de allerførste dage i Idyllen, og der var så mange tanker. Så dem smider jeg på efter dette indlæg.
Men det varede jo ikke en hel måned - trods alt. Efter nettet kom op igen, blev jeg vist bare grebet af Den Uendelige Bøtte Polyfillas Fortryllelse, som simpelthen var umulig at rive sig løs af (hvem der bare havde en prins, der kunne komme og kysse én fri, selvom man var helt plettet af Polyfilla!! Hov, hov, der var ingen, der her tænkte, jeg måske mere var Heksen i Pandekagehuset end Prinsessen, vel??!)
Nu har jeg så fået fyldt de værste slugter og raviner i vægge og loft, så min hjerne ikke sprinter rundt i non-stop muse-panik. Så NU kan I mageligt læne jer tilbage og nyde turen på landet, for jeres vedkommende uden mus og andet kryb, men altså også uden knitrende brændeovnsild, siger jeg bare :)
Velkommen tilbage!
Abonner på:
Opslag (Atom)