Man skal kysse en masse ...

Egentlig behøver man slet ikke afslutte den sætning for at den giver mening, vel? :) Det er altid et godt råd, vil jeg mene, at man skal kysse en masse. Sådan helt generelt betragtet. Men i denne sammenhæng bliver den alligevel afsluttet med den gode gamle: "frøer, før man finder sin prins".

Har du kysset nogle frøer for nyligt? Eller right-out prinser?

Åh, ja, det er sådan det gerne måtte være: Masser af kys - med prinsen sans frø/ tudse!

Fordi OMG hvor jeg håber, dem, der skrev eventyrerne ikke mente det alvorligt. Jeg mener... de var vel sådan nogle kunstnertyper? Der sad på kolde loftskamre inde i København eller noget og skrev, og som i hvert fald ikke lå solbrune med enden i vejret, mens de lugede bede på deres landsted. Hvor de så med garanti var faldet over sådan en frø. Og blevet hurtigt enige med sig selv om at stryge den i eventyret og lige lempe et mere appetitligt dyr ind, som fx et rå-lam. Eller en lille kattekilling.

Denne tudse har i det mindste den formidlende detalje, at den er fyldt med ting, der glimter. Men stadig?? Fra style4you.com

Fordi nu har jeg så for første gang i mit liv set en levende tudse (jeg ved godt, de siger frøer i eventyrerne, men det bliver altid tegnet sådan en stor, grim, vortet satan, der næsten helt sikkert aldrig har været andet end Den Almindelig Europæiske Tudse også kaldet Bufo Bufo - for reals). Og lad mig sige med det samme: Vi kommer ikke til at udveksle mundtlige tilnærmelser.

Hvilket i øvrigt også ville være giftigt, kunne jeg læse på nettet. Faktisk så giftigt, at dens sekret, når den bliver bange (det ville jeg også blive, hvis jeg var tudse og der kom en frisk ungmø med spids kyssemund), kan slå en mellemstor hund ihjel.

Den almindelige skrubtudse - helt kysseklar, hvis det var noget?

Men vi kan godt lide tudsen. For den spiser havens snegle. Der jo spiser min første voksne køkkenhave. Og vi kan lide den, selvom den er så f*** stor, jeg faktisk var ved at falde over den i tusmørket her til aften. Og nej, det er IKKE mig, der holder den herover. Vores forhold bliver nok af den mere afstandsbetonede slags. Godt nok skal man (=jeg) udfordre det, jeg er bange for. Men lige nu er natligt møde RIGELIGT på den konto.

Men altså. Morale = Skrubtudsen spiser snegle og snegleæg - og jo så også de væmmelige dræbersnegle. Så ikke noget med at Thule-tvangsforflytte kræet, selvom den skræmmer livet af standhaftige kvinder, når den springer med sin krop på størrelse med en lille hund.

Hvilke dyr kan få dig til at hoppe? Er der nogle, du er direkte bange for?

Håber ikke, jeg har skræmt dig helt fra dit næste møde med naturen (det billige skidt, som den kloge Marie engang sagde, så på nogle punkter infamt rammende :)

And the winner is....

Verdens skønneste sko! Som man altså MÅ have herude - perfekte til at hente post i, gå på det lille hus i, hænge vasketøj ud i.

Jeg fandt vinderparret her helt tilfældigt i et gammelt Isabella Smith-blad, som forrige beboer hernede havde efterladt (ethvert sommerhus eller hus med sommerhus-tendenser på hyggeplanet skal helst have stakkevis af blade).

Mailede straks til firmaet, der egentlig kun sælger til butikker - men håbede, de så kunne henvise mig til en butik måske. Fik sød mail tilbage, der var stadig få på lager (og kun i den hvide - ellers havde jeg nok valgt noget mere jord-venligt alligevel), og kvinden, der ejer foretagendet ville gerne sende mig et par til 350,- + porto. Fundet til de penge, jeg slog til på stedet.

Måske vil de også sende et par til dig? Eller måske kan din lokale indretnings-designs-pusher bestille dem hjem?

Hør dem ad hos Osv Denmark

Og nu vil jeg ud og trampe rundt i haven!

Mus og muldvarp

Tuer fra mit første møde med en muldvarp. Den til højre var nok mere et muldvarpePALADS, end en egentlig tue, usandsynligt stor. Min nabo mente, det var dér, den tænkte at få sine unger. Ååååååh, nej, flere muldvarper??

Hold nu op, der er sket meget på det sidste!

På listen over vilde og mindblowing og måske endda personligt udviklende ting, må denne stå som en absolut topscorer: Jeg har fanget en muldvarp. Og det var altså ikke nemt. Ikke at det var svært på den praktiske måde - det var det også - men det var nu mere den følelsesmæssige, jeg tænker på her. For når man er opvokset og har boet hele sit liv i en by, er man ikke vant til at håndtere døde dyr andet end som pakker af fredagsbøffer nede fra slagteren i den lokale Brugs. Men man er slet ikke vant til at forholde sig til, at det er én selv, der muligvis skal slå dette dyr ihjel...

Så først prøvede jeg ALLE de gode råd, man ellers kan få.

1: Først kom hjortetaksolien - en olie, der flyder tykt som tjære, og som lugter fuldstændigt horribelt, hvilket skulle være det, der gjorde tricket: lugten. Fordi de små muldvarpe med de meget små øjne til gengæld har yderst velfungerende næsefærdigheder. Problemet var, at alle os med fuldstændigt gennemsnitlige menneskenæser også var ved at flygte af gårde ved dén lugt (der desuden satte sig i ALT, selv det tøj, man havde på, da man hældte skidtet varpenes huller). Plus at dyret var udpræget ligeglad.

2: Luft i gangene - havde hørt, de små heller ikke kunne lide frisk luft i deres underjordiske vietkong-system. Så alle tuer blev fjernet og hullet ind til gangene blotlagt. Det gjorde, at græsset omkring de forholdsvis små indgangshuller ikke døde helt under dyngerne af jord. Men den snedige fætter gravede da bare nogle nye et andet sted.

3: Forhandling: Det var min søde nabos forslag, det virkede for hendes myrer, fortalte hun. Altså at snakke med dem om det. Ikke med min stædige muldvarp.

4: Hvidløg. Skulle være samme princip som hjortetaksolien.

5: Saksen. Den gode Martin, der boede her før, kom på besøg. Og han viste mig, hvordan man sætter en saks. Der var jeg nået til det niveau, der hed: "Okay, jeg bøjer mig for livet på landet, hvor dyr nogle gange desværre må afgå ved en for tidlig død". Det virkede heller ikke!!! Havde to styk i to tuer. Sat efter alle kunstens regler afsprittede og med handsker på (ikke Martins, og han havde fanget flere muldvarpe selvom de måske kunne lugte mennesket bag). Det var først da jeg fandt en tue, der var præcis mellem to andre og dermed gennemgangstue, gravede ned til plan grund i gangen og satte fælden vandret, at der var bid. Fandt senere ud af, det er fordi, at fælden kan udløses af den jord, muldvarpen skubber op gennem sin gang, i stedet af muldvarpen selv, hvis man sætter saksen skråt i tuens gang mod overfladen. Mens der kun vandrer en muldvarp (og ikke kilovis af jord)  igennem, hvis saksen er hele vejen nede i dens gangsystem.

Jeg var ellers ved at bevæge mig til 6: Kærnemælk, som jeg ikke ved, hvorfor skulle virke, men havde observeret at muldvarpen på stedet stoppede sin aktivitet, når den fik det i hovedet (de to gange jeg f*** kunne stå på terrassen og fysisk SE, at den s**** muldvarp skubbede jord op af min plæne!!). Men da jeg med opgivende suk tog fat i fælden for at hive den op og droppe den strategi til fordel for kærnemælken, sad en lille, sort, pelset ting mellem dens tænger, meget, meget død.

Pyh. Jeg havde det så dårligt med at have ansvaret for, at den måtte herfra. Men har gjort min fred med, at det er vilkårerne. Og den fik en fin begravelse.

Så nu har jeg to store døde mus og en lille død muldvarp på samvittigheden. Sjovt nok var de cirka samme størrelse, musene og muldvarpen.

Men den, der sprang fra min seng, var en mindre mus. Mere om det senere!!

Bonderøv

er man, hvis man har negle, der aldrig når en habil længde mere? Hvis man har hård hud inde midt på håndfladen(!)?, hvis man faktisk har fundet sig de perfekte træsko og ELSKER dem (!!)?, hvis man har så meget mudder på de ellers meget by-agtige gummistøvler (de er i sølv), at man faktisk ikke magter at have dem på inde i byen længere, fordi det er lidt pinligt, man er SÅ beskidt, og det ville være for fjollet at vaske dem rene (der er dog gummistøvler, beregnet til udenfor og regn og dermed pløre)?

I så fald nærmer jeg mig med stormskridt, for jeg har i hvert fald alle ovenstående ting. Men hold nu op, hvor er der stadig langt til, jeg når Den Originale Bonderøv (nu på moderkanalen DR1) til støvleskafterne (tror ikke rigtigt på, Frank Erichsen bruger sokkeholdere. Når han nu er så gennemført, han rent faktisk bruger halm i sine træsko. Som isolering. Det er fandme sejt!).

Jeg har så meget respekt for den mand. 27 år og stålsat på at følge sin helt egen idé om verden. I en tid, der ellers i dén grad går den modsatte vej. Denne måned er han på forsiden af Ud&Se (hvor han på kæk vis får sneget lidt Morten Korchsk trillen rundt i høet ind over med sit brede smil og halm i mundvigen - men det er måske bare i min optik. Nu er der jo lissom heller ikke en mand på min gård, plus at min første store kærlighed faktisk gik jævnligt i præcis de trøjer som Bonderøven bruger, så jeg er muligvis biased på det punkt!)

Nå, men interviewet med manden er skidegodt - og fik mig sådan til at tænke på det selvforsynende, som jeg jo også altid har drømt om. Måske ikke i Frank Erichsens målestok med køer og heste osv. Men dog grøntsager af egen avl og syltetøj af egen gryde. Hjemmet som omdrejningspunkt. At sætte en ære i at kunne tingene selv - og gøre dem godt.

Om det så er realistisk nu, hvor jeg må tage hensyn til, at min krop fungerer på lavt blus, ved jeg ikke. Det må tiden vise. Men jeg er i hvert fald om muligt endnu mere glad for, jeg tog springet herned efter jeg havde læst interviewet - for om ikke andet, så prøver jeg. Tager drømmen alvorligt. Og GØR det. Og det føles altså virkeligt, virkeligt godt.