mandag den 31. januar 2011
Det ultimative tegn
Indrømmet: Et argument for, at jeg ikke ville overleve på landet, var, at der ikke er så meget som duften af friskbrygget købekaffe fra min yndlingskaffepusher, Ricco's, i MILES omkreds. Dét overlever man altså ikke som inkarneret kaffe-elsker, der ikke bare nyder kaffen i sig selv, men også det hyggelige ved at kende folkene, der serverer den.
Så sidst jeg var dernede og mærke efter, om det nu også var her, jeg skulle bo, var det jeg bad de højere magter om et tegn.
Sådan helt tøset og overtroisk. Men det kan være rigtigt rart med følelsen af opbakning fra den del af verden, selvom man egentlig har bestemt sig.
Og mens jeg gik rundt i Køge (sidste s-togsstop, inden bussen fragter én videre mod idyllen, så syntes, jeg burde kende stedet bare lidt) var det, det skete. Det var nærmest som om der kom himmelske stråler ud fra vinduerne og en overjordisk skøn stemme sang mig nærmere. Jeg sværger!
Og der var det. Ricco's. I Køge!! Jeg tror ikke, jeg havde set gladere ud, om nogen lige havde tilbudt at vaske mit tøj i et helt år. Der er kaffe. Og ikke bare kaffe. Der er Ricco's. Hvis ikke den ubeskriveligt skønne mand bag disken havde sagt noget om familievenlige åbningstider, havde jeg tilbudt ham giftermål lige på stedet. Også selvom jeg var så overstadig over adgangen til mit vanlige sæt (latte med sødmælk + et styk cookie), at jeg fuldstændigt glemte at høre, hvad han hed.
I øvrigt afslørede han hemmeligheden bag cookies'ene (de er så helt særligt vanedannende, og jeg har udspurgt kaffefolkene om opskriften i årevis): "Det er en blanding af smør, sukker, mere sukker og så chokolade, som man bare har vist en pose mel". Det forklarer så meget mine hofters udvidelsesproces... Men på landet SKAL man jo have huld til at holde varmen med, so no harm done, Ricco :)
Så sidst jeg var dernede og mærke efter, om det nu også var her, jeg skulle bo, var det jeg bad de højere magter om et tegn.
Sådan helt tøset og overtroisk. Men det kan være rigtigt rart med følelsen af opbakning fra den del af verden, selvom man egentlig har bestemt sig.
Og mens jeg gik rundt i Køge (sidste s-togsstop, inden bussen fragter én videre mod idyllen, så syntes, jeg burde kende stedet bare lidt) var det, det skete. Det var nærmest som om der kom himmelske stråler ud fra vinduerne og en overjordisk skøn stemme sang mig nærmere. Jeg sværger!
Og der var det. Ricco's. I Køge!! Jeg tror ikke, jeg havde set gladere ud, om nogen lige havde tilbudt at vaske mit tøj i et helt år. Der er kaffe. Og ikke bare kaffe. Der er Ricco's. Hvis ikke den ubeskriveligt skønne mand bag disken havde sagt noget om familievenlige åbningstider, havde jeg tilbudt ham giftermål lige på stedet. Også selvom jeg var så overstadig over adgangen til mit vanlige sæt (latte med sødmælk + et styk cookie), at jeg fuldstændigt glemte at høre, hvad han hed.
I øvrigt afslørede han hemmeligheden bag cookies'ene (de er så helt særligt vanedannende, og jeg har udspurgt kaffefolkene om opskriften i årevis): "Det er en blanding af smør, sukker, mere sukker og så chokolade, som man bare har vist en pose mel". Det forklarer så meget mine hofters udvidelsesproces... Men på landet SKAL man jo have huld til at holde varmen med, so no harm done, Ricco :)
Det lille hus på landet
Her er det! Det lille, fine hus. Undskyld, men hvordan kan man andet, end blive fuldstændigt overstrømmende forelsket? Måske kun hvis man ikke selv har set det - det er i hvert fald hvad en del af mine venner gør. De synes, jeg er skør. Helt og aldeles uansvarlig og irrationel. Bo på landet? Alene? Uden farlig vagthund? Uden bil?? Eller måske i virkeligheden: Uden byen??!!
Og de har jo ret. Men der er mange grunde. Som jeg nok skal komme ind på. Men begynd bare lige med at se på billedet. Hva?? Det er da fint :)
MUS!
Jeg indrømmer blankt: Jeg SKREG, da jeg opdagede, der var gået mus i fælderne. Mus som i FLERTAL!! TO mus i TO fælder!!! Jeg skreg, og så sendte jeg besked til Maria (der har huset nu) - lettere hysterisk og panikken besked. Og der var jeg ikke engang kommet inden døre endnu.
Så tog jeg mig sammen.
Låste op. Trampede rundt. Råbte lidt. Bare hvis nu der var flere, ikke-døde, mus. Nærmede mig de døde meeeget langsomt. Og kom så til at pive igen, meget pinligt og piget. Men det var altså også første gang i mit liv, jeg så en død mus!! Hvordan kunne jeg være HELT sikker på, den nu også var død?? Og ikke pludselig SPRANG op og bed mig i næsen??
Så tog jeg mig endnu mere sammen. Fik fat i en ildrager og fik fælden på krogen, bar den ud, bar den anden ud, tømte dem og stillede dem pænt ind på plads. Og begyndte så at trække vejret igen. Pyyyyyyh. Jeg gjorde det! Jeg klarede det! Helt selv!! Fandme!
Følte mig på en sjov måde helt indviet, da jeg tog derfra igen. Som om jeg havde bestået en hemmelig prøve til livet som landligger. Og kunne slet ikke holde op med at smile :)
Så tog jeg mig sammen.
Låste op. Trampede rundt. Råbte lidt. Bare hvis nu der var flere, ikke-døde, mus. Nærmede mig de døde meeeget langsomt. Og kom så til at pive igen, meget pinligt og piget. Men det var altså også første gang i mit liv, jeg så en død mus!! Hvordan kunne jeg være HELT sikker på, den nu også var død?? Og ikke pludselig SPRANG op og bed mig i næsen??
Så tog jeg mig endnu mere sammen. Fik fat i en ildrager og fik fælden på krogen, bar den ud, bar den anden ud, tømte dem og stillede dem pænt ind på plads. Og begyndte så at trække vejret igen. Pyyyyyyh. Jeg gjorde det! Jeg klarede det! Helt selv!! Fandme!
Følte mig på en sjov måde helt indviet, da jeg tog derfra igen. Som om jeg havde bestået en hemmelig prøve til livet som landligger. Og kunne slet ikke holde op med at smile :)
Abonner på:
Opslag (Atom)